Vedtægter for

Vorning-Kvorning-Hammershøj
Pensionistforening

 

§ 1.
Foreningens formål er at samle pensionister, for at varetage deres særlige interesser over for offentlige og private myndigheder. i det hele taget fremme samarbejdet og sammenholdet medlemmerne imellem ved samvær og afholdelse af møder, fester og busture m.m.

§ 2.
Som medlem kan optages alle, der oppebærer en social- eller statspension samt personer, der får efterløn. Førnævnte er alle valgbare til at være med i bestyrelsen. Som passiv medlem kan optages enhver person eller virksomhed, som ønsker at støtte foreningens arbejde, og disse betaler et årligt kontingent. Passive medlemmer har ikke stemmeret.

§ 3 .
Generalforsamlingen er højeste myndighed. Den afholdes hvert år i februar måned, og bekendtgøres 14 dage før den afholdes med mindst én annoncering i den lokale ugeavis. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, og der vælges 4 medlemmer på ulige årstal, og 3 på lige årstal samt suppleanter. Der vælges 1 revisor og 1 suppleant hvert år. Alle valg gælder for 2 år. Der vælges 1 repræsentant til brugerrådet og 1 suppleant på lige årstal. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand, næstformand, kasserer og sekretær. Alle beslutninger vedtages ved simpel stemmeflertal i bestyrelsen og på generalforsamlinger. Alle afstemninger skal være skriftlige hvis det forlanges. Indkomne forslag skal være skriftlige og være formanden i hænde 8 dage før generalforsamlingen. Bestyrelsens sammensætning skal helst være geografisk sammensat. Regnskab og dagsorden skal omdeles ved generalforsamlingen.

§ 4.
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst ¼ af medlemmerne forlanger det og skriftlig motiverer det ved en dagsorden, de ønsker behandlet. Forslag, som ønskes behandlet, skal være indsendt skriftligt til formanden mindst 1 måned før ekstraordinær generalforsamling ønskes afholdt. Indkomne forslag, som ønskes behandlet, må ikke indeholde emner, der er i strid med foreningens formålsparagraf.

§ 5.
Bestyrelsesmøder ledes af formanden eller næstformanden. Sekretæren fører forhandlingsprotokollen ved alle møder og sørger for underskrifter af tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer. Ved generalforsamlinger underskrives referat af dirigent og sekretær.

§ 6.
Bestyrelsens beføjelser: Kassereren sørger for alle ind- og udbetalinger og fører skriftligt regnskab med bilag herfor.
Bestyrelsen bestemmer udgifternes størrelser ved rejser, kredsmøder, kurser og årsmøder i sammenslutningen, samt repræsentation og telefongodtgørelse m.m.
Foreningens formue og driftskapital skal være indsat i et pengeinstitut.
Kontingentets størrelse fastsættes ved den årlige generalforsamling.

§ 7.
Hjælp til medlemmer: Bestyrelsen skal sørge for, at i de tilfælde, hvor et medlem føler sig forurettet over for lovgivning m.m. at forsøge at hjælpe medlemmet til sin ret ved hovedorganisationens hjælp og bistand.

§ 8.
Lovændring kan altid foretages, hvis der er ønske og behov for det, ved den ordinære generalforsamling, men dog kræves det, at der inden 1 måned afholdes en ekstraordinær generalforsamling til godkendelse af de ændrede vedtægter.

§ 9.
Hvis foreningen opløses overlades det til den siddende bestyrelse at træffe afgørelse om den tiloversblevne formues anvendelse, når alle forpligtelser til foreninger og hovedorganisationer er afholdt. Den tiloversblevne formue skal anvendes til et socialt formål, der kommer pensionisterne til gode.

§ 10.
Ovenstående vedtægter er vedtaget på foreningens generalforsamling, torsdag den 18. april 2002. Alle hidtidige vedtægter erklæres herefter ugyldige.