Betonfabrikkens historie

Krogsgård.
Af de oprindelige 7 gårde i Neder Hammershøj var gården med matrikel nr. 4 gennem mere end 100 år beboet af familien Krog. Gården blev derfor kaldt "Krogsgård". Den sidste ejer på gården af familien Krog døde i 1899. I 1902 blev gården overtaget af Peder Andersen, en søn fra "Hadstedgård". Den firelængede gård lå midt i byen og den havde sine marker et stykke sydvest for byen. Gårdens bygninger var gamle med bindingsværk og stråtag. I 1920 havde Nationalmuseet opmålt og fotograferet gården som et eksempel på en gammel østjysk bondegård.
Peder Andersen drev gården i 36 år, hvorefter han i 1938 overdrog den til sin søn, men blev selv boende på aftægt i den gamle gårds stuehus til sin død i 1960 (93 år).
Sønnen, Alfred Andersen, gik straks i gang med store forandringer ved gården. Avlsbygningerne skulle moderniseres og de skulle flyttes, så de kom til at ligge tæt ved markjorden. Allerede året efter overtagelsen byggede han stalde og lade ude på marken sydvest for byen. Stuehuset blev først opført ude ved gården i 1952. Ved byggeriet af laden ville Alfred Andersen selv lave sine mursten. Han begyndte derfor en mindre produktion af cementsten i de gamle bygninger inde i byen. Med denne produktion af sten til eget brug havde Alfred Andersen startet en udvikling, der førte til, at han opførte et cementstøberi på den gamle gårds plads. Denne udvikling er fortsat af den næste generation, så der nu ligger en moderne betonvarefabrik midt i Hammershøj by, hvor den gamle Krogsgård var placeret.
Nogle glimt af udviklingen kan følges gennem efterfølgende avisartikler.

Randers Dagblad
Den 16. Januar 1954.
- mons.

Begyndte at lave Sten til egen Gaard
- er nu ogsaa Cementstøber.
Hammershøj Cementstøberi – indrettet i gammel Lade
– beskæftiger tre Mand. – Staar antagelig overfor Udvidelse

Gdr. Alfred Andersen vilde for nogle Aar siden flytte sine Landbrugsbygninger, der laa midt i Hammershøj, udenfor Byen for at faa dem placeret centralt for sine Marker. Han fandt da ud af, at det vist godt kunde betale sig at fremstille Stenene til den nye Gaard selv. Og som sagt saa gjort. Indfaldet førte imidlertid mere med sig, og i Dag er der i Alfred Andersens gamle smukke Lade i Hammershøj indrettet et moderne Cementstøberi, hvori der foreløbig beskæftiges tre Mand.

- Og der er mere end nok at lave, fortæller Alfred Andersen. Vi er nemlig ene paa Pladsen mellem Randers og Viborg og Hobro og Bjerrringbro, og i disse Aar er der som bekendt mange Byer, der faar kloakeret.

Ja, saa stærkt Rift er der om Alfred Andersens Rør og øvrige Byggematerialer, at han gaar med planer om en Udvidelse af Virksomheden, saa den kommer op paa at give Arbejde til seks Mennesker.

Materialerne til Fabrikationen henter Andersen dels i en nærliggende Grusgrav, og dels ved Gjerrild Strand, og det betyder selvsagt igen Arbejde for Byens Vognmænd.

Men Alfred Andersen er ikke kommet sovende til sin blomstrende Virksomhed. Cementstøbning er nemlig ikke Arbejde, man ’løber lige til’. Det kræver, at Udøverne er klar over en Række teknisk Finesser, for at det færdige Produkt kan blive tilfredsstillende. Alfred Andersen har imidlertid haft Folk paa Kursus paa Teknologisk Institut, og dette i Forbindelse med Indkøb af en Række gode Maskiner har betinget Sukces’en.

- Jeg kan i øvrigt takke den tidligere Ejer af ”Karolinelund” og Midt- og Vestjydsk Autoophug, Gdr. Johannes Petersen, Essenbækgaarden, for nogle af de nødvendige Apparater, fortæller Alfred Andersen. Paa en af sine Opkøbsture blev Petersen tilbudt Maskinerne, men han brød sig dog ikke om at handle med dem, endskønt han antagelig kunde have tjent en pæn Skilling paa dem. I Stedet gjorde han mig opmærksom paa, at de var til Salg, og saa kom der en Handel ud af det.