Tjele Efterskole – sådan startede det!

I marts måned 1983 afholdt skolekredsen for oprettelsen af en skak-efterskole sin stiftende generalforsamling. Det foregik i Odense, og initiativtagerne var landsorganisationerne Dansk Skak Union og Dansk Skole Skak. Arbejdsgruppen der i et årstid havde arbejdet med planerne bestod af de to organisationers formænd handelslærer, cand. mag. Steen Juul Mortensen, Herning og musikskoleforstander, lærer Jørn Lorenzen, Søndersø og derudover den meget skakinteresserede forvaltningschef H.E. Nielsen.

H.E. Nielsen blev formand for den nystiftede skolekreds, og han viste sig at være meget aktiv i arbejdet med at finde en placering til den kommende efterskole. H.E. Nielsen var leder af undervisnings- og kulturforvaltningen ved Viborg Amtskommune og kendte i kraft af dette alt til fremtidsplanerne for skolevæsenet i Hammershøj.

Hammershøj kommuneskole flyttede i 1970 ind i nye lokaler uden for byen, hvor skolevæsenet for den gamle Vorning-Kvorning-Hammershøj sognekommune blev centraliseret i Hammershøj Centralskole. Centralskolen blev ikke fuldt udbygget, så den gamle skole, der lå inde i byen, skulle stadig benyttes til de yngste årgange og til undervisning i fagene sløjd og husgerning. Godt 10 år efter starten af Centralskolen blev denne udbygget, så den nu kunne rumme alle skolens elever og fag. Og i februar 1984 forlod de sidste folkeskoleelever Hammershøj gamle Skole.

Alt dette havde H.E. Nielsen som forvaltningschef i amtet været involveret i, og han havde set mulighederne for en placering af den kommende efterskole i Hammershøj by med udgangspunkt i de forladte skolebygninger. H.E. Nielsen, der havde været meget aktiv omkring skolekredsens erhvervelse af Hammershøj gamle Skole, jord til opførelse af elevboliger samt forhandlinger med ministeriet og andre myndigheder, oplevede dog ikke skolens start, idet han pludselige døde i oktober 1983 58 år gammel.

Efter at folkeskolens elever havde forladt bygningerne, begyndte arbejdet for skolekredsen for alvor med at få planlagt og udført omforandringer samt bygget nyt, så Tjele Efterskole kunne stå klar til at tage mod elever i august 1985.
Vi kan lade "Viborg Stifts Folkeblad" fortælle fra indvielsen den 25. august 1985.

En flagsmykket by tog imod skakskolen

De mange gæster, der i går deltog i indvielsen af Nordens første Skakskole, Tjele Efterskole i Hammershøj, blev budt velkommen til en flagsmykket by. 70 elever, skolens lærer og personalestab samt omkring 200 var mødt til den officielle markering af, at skolen har begyndt sin virksomhed.

To organisationer, Dansk Skak Union og Dansk Skole Skak står bag skolen, der i første række skal fungere som en almindelig efterskole, men med skak som valgfag.

Formanden for den nye efterskole, Sten Juul Mortensen, Snejbjerg, sagde i sin velkomst, at efterskolen i Hammershøj blev stiftet i 1983, da en kreds var så langt fremme med planerne om en skakefterskole, at der kunne holdes stiftende generalforsamling. Initiativtager til skolen var forvaltningschef H.E. Nielsen, Viborg, der lagde et stort arbejde i at få skolen op at stå.

Desværre kom H.E. Nielsen ikke til at opleve indvielsen. Han faldt væk midt i arbejdet, og det gjorde også hans efterfølger på formandsposten, Jens Peter Jørgensen, Hedensted, ligesom borgmester Niels Pedersen, Vammen, der også var en af skolens støtter, heller ikke opnåede at se skolen etableret.

- Endnu ikke har vi ikke en endelig oversigt over, hvad det har kostet at lave efterskolen, sige Sten Juul Mortensen. Jeg regner imidlertid med, at de samlede omkostninger kan holdes på omkring 3,2 mio. kr.

Forstander Poul Frausing fortalte om starten på efterskolen: - For 14 dage siden kom de 70 elever, 52 drenge og 18 piger til skolen. Den første uge gik med at lære hinanden at kende. Der var således bl.a. sammenkomster i lærerhjemmene og lignende aktiviteter for at få alle til at falde til. Derefter tog skolen fat på undervisningen.
Poul Frausing takkede for den velkomst, skolens elever og lærere havde fået i Hammershøj by.

Borgmester Jens Jørgen Therkildsen, Sjørring, bød den nye skole velkommen til Tjele Kommune. Han sagde, at skolen med dens mange elever og lærere, vil komme til at præge Hammershøj.
- Efterskolen er ingen lukket virksomhed, og derfor har vi store forventninger til skolen og dens virke i Tjele, sagde borgmesteren.

Formanden for kulturudvalget i Tjele, Anna Margrethe Kaalund, Hammershøj, sagde, at alle i Hammershøj havde ventet spændt på ankomsten af de mange unge elever til skolen, der i høj grad er med til at præge bybilledet.

Amtsborgmester P.E. Eriksen, Bjerringbro, sagde, at amtet med skakskolen i Hammershøj har fået en ny aktivitet. Han havde hilsen med fra de to naboefterskoler, Nørbæk og Gudenådalen.

Der blev endvidere talt af formanden for de frie ungdoms- og efterskoler, Birthe Ottesen, formanden for Dansk Skole Skak, Jørn Lorenzen, Poul Møller, Nørbæk Efterskole, Ole Mølgaard, Bjergsnæsskolen i Viborg, Ejgild Johansen, Dans Arbejderskak, arkitekt Peter Kjeldgaard, Viborg og Annette Bach Christensen, Hjørring, der er elev på skolen.

 

Opførelsen af de fire elevhuse og ombygningen af den tidligere kommuneskoles lokaler er foretaget af Herluf Lund, Mollerup, Per Yding, Ørum, Madsen og Grangaard, Vejrumbro, Find Laursen, Randers, JRS Gulvservice, Randers, Poul Olsen, Rødding, Villy Alsen, Vammen, Nørgaards Storkøkken, Viborg, Kaj Søndergaard, Ø. Bjerregrav, Palle Christensen, Viborg, og Tegnestuen, Viborg.