Hammershøj Kro
fortalt af Knud Erik Riisager

Tilbage
 

Artikel var oprindelig trykt i "Tjele på langs 2000".   Nu er den lettere redigeret, og forsynet med nogle få nye billeder. De røde tal i nedenstående tekst henviser til, hvor jeg har hentet de pågældende oplysninger fra. Se kildehenvisninger i artiklens slutning.

En januar-morgen 1996 sluttede en epoke i Hammershøj by
Onsdag den 10. januar 1996, tidligt om morgenen, brændte Hammershøj Kro. På trods af en storstilet slukningsindsats udbrændte kroen totalt. Kroejer Jytte Pedersen valgte ikke at genopføre kroen, og i løbet af nogle måneder blev brandtomten ryddet og krogrunden solgt til Tjele kommune. Hermed var en epoke - der strækker sig mindst 300 år tilbage i byens historie - slut.

Veje mellem Viborg og Randers
Kroer og veje hører sammen. Når man derfor vil se på kroernes historie, kommer man ikke udenom vejenes historie. Fra tidlig middelalder og helt op mod vore dage har byen Viborg haft en central placering i landet, og mange gange i landets historie har konger og stormænd draget mod Viborg. Ofte har trafikken mod Viborg fulgt hærvejen op gennem Jylland. Men kom man med skib fra Sjælland, var vejen over Randers en oplagt mulighed. Vejen fra Randers til Viborg passerer i dag midtvejs Hammershøj by. Og selv om der kan være nogen tvivl om vejens forløb i ældre tid, har beboerne i Hammershøj området utvivlsomt til alle tider mærket til trafikken på denne strækning.
For at komme fra Randers til Viborg skal man passere enten Nørreådalen eller Skalsådalen, og denne besværlige passage har bestemt vejens forløb. Udgravning af oldtidsvejen ved Årup i begyndelsen af 1990-erne og tidligere fund af et vognhjul i Tindbæk mose (i 1918) kan sikkert fortælle, at der i oldtiden har været passage over Nørreådalen mellem Tindbæk og Årup. Måske var det derfor, at kong Svend i året 1157 for en nat slog lejr ved Kvorning. Middelalderborgen ved Skjern kan måske også pege på et overgangssted her. Vi har senere vidnesbyrd om, at der var et gammelt overgangssted ved Mosebro syd for Læsten, hvor vi netop har vandskellet mellem Skalsåen og en gren af Nørreåen. I 1680 bliver bønderne i Sønderlyng herred pålagt at køre flere hundrede læs sand og lyng til "kongelig adelvej ved Mosebro" 1. Vejen har sikkert gået forbi Skeelernes borg Fussingø, der i midten af 1500-tallet blev flyttet til en halvø i Fussing sø. Senere er vejen flyttet til Fussing Vase, hvor den nuværende vej over engdraget fra Læsten til Fussingø går. Fra midten af 1800-tallet, da chausséen fra Viborg til Randers blev anlagt (lavet færdig 1861), skulle vejen ikke længere om ad Fussingø, og overgangen blev flyttet nogle kilometer mod nordøst mellem Læsten/Sønderbæk og Overfussing; - den nuværende vejføring.

Vognskifte i Hammershøj
Vejen over Mosebro er måske også benyttet i 1500-tallet på det tidspunkt, hvor Fussingø-borgen bliver opført. Og det er vel meget sandsynligt, at det er ad denne vej, at trafikken fra Randers til Viborg foregik. Denne trafik hører vi om i slutningen af 1500-tallet, da kronens bønder i Tånum klager til kongen over de meget lange køreture til Viborg, som de nu blev pålagt. De beder om, at de ligesom tidligere, må nøjes med at køre til Hammershøj. Så kan de øvrige bønder i Sønderlyng herred køre videre derfra til Viborg. Kongen, Kristian IV - følger bønderne, og giver i året 1594 ordre til Chresten Skeel "at Taanum-Bønderne faa Vognskifte i Hammershøj, naar de skulle køre til Viborg, og (han skal) indsætte en Foged i Hammershøj, der skal tilsige Bønderne i hele Sønderlyng Herred til at tage Vognskifte i Hammershøj, og der afløse Bønderne i Taanum. Han skal give Bønderne i Hammershøj alvorligt Tilhold om at rette sig herefter, saafremt de ikke vil straffes for Ulydighed". Kongen beordrer endvidere, at denne ordre skal forkyndes på Sønderlyng Herredsting, så bønderne "kunne vide at rette sig derefter" 2.
Det er vel ikke usandsynligt, at der allerede på dette tidspunkt har været en gård (et 'bedested') i Hammershøj, hvor man kunne skifte heste, og hvor menneskene kunne få en bid brød og få støvet skyllet af halsen, men noget direkte vidnesbyrd om dette har jeg ikke fundet.
At der tid efter anden var skabt en tradition for vognskifte i Hammershøj, får vi 1733 en antydning af. Hattemagerne i Randers havde en syg svend, som de gerne ville være fri for at betale underhold til, - det var ellers deres pligt. De beslutter derfor at sende ham til Viborg, så kan Viborg-Hattemagerne betale. De får ham stablet på en vogn og kørt til Hammershøj, her skiftes der befordring, og de lejer en Hammershøj bonde, Niels Christensen, til at køre ham det sidste stykke vej til Viborg. Viborg folkene vil dog ikke finde sig i denne disposition, og sagen udvikler sig til en længere affære, der har efterladt sig en del papirer i arkiverne 3. Og sådan fik vi kendskab til den.

Kroen får privilegier 1714
Først 120 år efter Tånum-bøndernes sag om vognskifte er der sikre vidnesbyrd om Hammershøj Kro. Randers-købmanden Hans Jacobsen Tønder ejede i begyndelsen af 1700-tallet noget gods i Hammershøj. I foråret 1714 sendte han en ansøgning til kongen om at få bevilling til at drive kro og værtshus i Hammershøj. Forordninger om disse ting var blevet udsendt i slutningen af 1600-tallet. Han søger samtidigt om tilladelse til at brygge øl og brænde brændevin i Hammershøj. Disse ting var ellers forbeholdt købstæderne, men der kunne gives tilladelse, når stedet lå over to mil fra nærmeste købstad. Dette var jo netop tilfældet for Hammershøjs vedkommende, hvilket også blev frem hævet i amtmandens erklæring i sagen.
 

Bevillingen blev givet med det åbne brev, som kongen udsendte den 15. oktober 1714 - altså for små 300 år siden. Det hedder i bevillingen, at ansøgeren "maa lade holde og til den Ende lade indrette Kroe- eller Værtshuus udi Hammershøj Bye, med gode Logementer for de Rejsende". Samtidig skal han holde alle slags ædende og drikkende varer for alle, som det begærer samt være forpligtet til "for billig betaling forsvarligen at forsyne de rejsende med behørig Logemente og dygtige og gode varer" 4. For disse privilegier skulle Hans Jacobsen Tønder betale en årlig afgift på 4 Rigsdaler til Randers amtsstue.

Boede ikke i Hammershøj
Hans Jacobsen Tønder har ikke selv været kromand i Hammershøj, men han har vel haft en bestyrer eller forpagter på kroen. Det fremgår nemlig af forskellige kilder, at han stadig boede i Randers. Han, der oprindelig var fra Ringkøbing, fik sit borgerskab som købmand i Randers i året 1698.
Omkring 1730 angives han at være kongelig Vejer og Måler i Randers. Krobevillingen gjaldt for ham og hans hustru i hele deres levetid, men i 1729 henvender han sig igen til kongen. Denne gang for at få bevillingen til også at gælde for deres børn i hele deres levetid. Til gengæld tilbyder han at sætte afgiften op fra 4 Rigsdaler til 10 Rigsdaler om året. Deraf kan vi vel se, at forretningen har gået nogenlunde. Denne bevilling får han også. 5

- også andre kromænd
At han ikke har været alene som kromand på strækningen Randers-Viborg, fremgår af denne sidste ansøgning, i hvilken han beklager sig over, "at andre utilladelig krohold fra begyndelsen og til dato har betaget mig næringen". Dette sidste følger amtmanden op, idet han beder kongen om at yde al mulig assistance, når det bevises, at "nogen gør indpas ved tilsnigende kroeri, som jo ved de kongelige anordninger er forbudt".

Kroen har sikkert været et møde- og samlingssted i byen. I anledning af den kongelige forordning om skoler på landet afholdtes et møde den 18. januar 1741 i Hammershøj, hvor en del af herredets verdslige og kirkelige øvrighed samt de store jordbesiddere var til stede 6. Blandt mødedeltagerne var også kroejereren Hans Jacobsen Tønder, og derfor har vi lov at gætte, at mødestedet var byens kro. På kroen har man sikkert også drøftet de voldsomme stridigheder, der i midten af 1740-erne udviklede sig mellem byens beboere og den første skoleholder, men mere om disse i en forhåbentlig kommende fortælling om skolens historie.

Skøder giver os indblik i kroens huse
I 1743 solgte Hans Jacobsen Tønder kroen til Jens Pedersen, der i skødet angives at bo i kroen. Han har således på det tidspunkt været bestyrer eller forpagter af kroen. Gennem skødet 7 får vi grundig besked med de besiddelser, som Hans Jacobsen Tønder har ejet i Hammershøj by, og som han afhændede til Jens Pedersen. Salgsprisen var 1000 rigsdaler, og for dette beløb sælger han:
1) En gård af hartkorn 5 tdr. 7 skp. 1 fdk. 1½ alb., der beboes af Christen Christensen, den svarer i årlig landgilde 16 rigsdaler.
2) Kroeriet med påstående bygning, privilegier m.v., svarer i årlig afgift 10 rigsdaler.
3) Desuden medfølger i handelen 3 gadehuse: det første ligger ved siden af gårdens toft og beboes af Hans Christensen Kockholm, det andet ligger lige øst for kroen og beboes af Jens Henriksen, det tredie, der ligger vesten for 'Jens Bondegaard', beboes af Jens Mogensen. De tre husmænd svare hver årlig 2 rigsdaler.
Fra kirkebogen ved vi, at Jens Pedersen i 1737 blev gift med Maren Nielsdatter i Hammershøj Kro. Det er ellers meget lidt vi ved om den nye kromand og hans krohold. Men i forbindelse med den nyoprettede skole og den der ansatte skoleholder, får vi dog et glimt af Jens Pedersens dagligdag. I bestemmelserne om skolen var det fastlagt, at beboerne i byens gadehuse skulle betale et bestemt beløb til skoleholderen ved årets tre højtider (et højtidsoffer). Jens Pedersen havde ved købet af kroen overtaget tre sådanne gadehuse, hvoraf beboeren skulle svare offer. Nu gik det sådan, at der på et tidspunkt ikke var nogen beboer i et af gadehusene, og derfor krævede skoleholderen beløbet af ejeren af huset - men Jens Pedersen ville ikke betale. Skoleholderen klager nu til stedets skoleøvrighed, fordi han jo ikke fik det offerbeløb, som faktisk var tillagt embedet, og sagen når således både biskop og amtmand. Denne sidste giver kroejeren ret i, at når der ikke er nogen beboer i huset, skal der ikke svares 'offer' af huset. 8

Der blev igen handlet med kroen i 1761, i hvilket år Laurits Pedersens enke Maren Nielsdatter sælger til Bertel Christensen fra Randers. Ved denne handel får vi gennem skødet, der ligesom det forrige findes indført i Viborg Landstings Skøde- og Panteprotokoller, 9 en god oversigt over kroens bygninger. Jeg har ud fra dette skøde forsøgt en rekonstruktion af grundplanen, og det viser sig, at den falder meget godt sammen med det ældste kort, der findes over Hammershøj by.
 

Mod syd lå stuehuset (Rallingen), der var på 16 bindinger eller fag. Der var bygget en "gårdstue" på to fag til den østre ende. Tørvehuset, på 3 bindinger, var sammenbygget med et nabohus (et gadehus). Nordvest for kroen, og meget tæt på denne, lå en gård, - sikkert den gård der i 1743 hørte sammen med kroen. Den lå så tæt på, at det i skødet hed, at kroens mødding ikke måtte komme tættere på denne gårds søndre hus end en halv alen. Ligeledes lå kroens kålhave umiddelbart op til denne gårds østre længe. Med i handlen fulgte også et langt bøgetræs øltrug eller mæskekar samt 'tvende sengestæder' i den vestre stue. Disse sengesteder, har vel været de 'gode logementer' som kroen efter bevillingen skulle tilbyde de trætte rejsende, der ville overnatte. De fattige vejfarende, bissekræmmere og andre, der også søgte husly på kroen, har sikkert taget til takke med noget halm i en bås i stalden; "bissekammeret" som fandtes i kroen op mod vor tid, var sikkert ukendt i 1700-tallet.
Bertel Christensen fik ikke nogen lang periode som kromand. Skødet til Bertel Christensen er underskrevet den 27. april 1761 og to dage senere - den 29. april - blev han gift i Randers med Anne Jensdatter, og den 16. maj 1762 blev Bertel 'Kroemands' barn Mette Kirstine døbt i Hammershøj Kirke; Mette Kirstine blev for øvrigt båret til dåben af præstens kone. Og stadig ifølge kirkebogen blev Bertel Christensen, Kroermand i Hammershøj, begravet den 22. november 1764. Han var da 39 år gammel.

Frederik Andersen, kroejer og senere forpagter af Lundgård
Den næste kromand vi træffer på er Frederik Andersen. Noget kunne tyde på, at han har været en velhavende mand. I 1778 optræder han som udlåner af 400 rigsdaler til en enkekone i Ingstrup ved Rødding, Maren Morsing salig Schivers efterleverske. Han får ved lånet 1. prioritets pant i hendes gård (7 tdr. 2 skp. 2 fdk.) og øvrige ejendom bestående 3 huse og løsøre.10 Jeg har ikke fundet ud, hvordan kromanden i Hammershøj kendte familien Schive i Ingstrup. Men måske kan oplysningen om, at der i boet var en postvogn, fortælle, at Schives har kørt postvogn gennem Hammershøj. Denne panteforskrivning bliver slettet i tingbogen i 1789.
Frederik Andersens første kone Anne Jensdatter dør i 1775 48 år gammel. Han bliver gift igen med Hylleborg Sørensdatter, der dør i april 1780 51 år gammel. Frederik Andersen, der altså nu har været gift 2 gange bliver i december 1780 gift 3. gang med den 20 årige Johanne Nielsdatter fra Årup; Frederik Andersen er da selv ca. 53 år. Frederik Andersen og Johanne Nielsdatter bliver i løbet af de næste 13 år forældre til 5 børn, hvoraf et barn dog dør som spæd:
 

Frederik Andersen tredje kone, Johanne Nielsdatter, dør fra ham i året 1798. Hun er da 38½ år gammel. Hun bliver begravet i Kvorning.
I juni 1786 sælger Frederik Andersen til Christen Sørensen Levring "et privilegeret Krohus samt en gård 5 tdr. 7 skp. 2 fdk 2 alb.".11 Frederik Andersen har altså også ejet gården, der lå ved kroen. Men allerede året før ses han boende på Lundgård, der på det tidspunkt var en avlsgård fra herregården Fussingø beliggende østligst i Hammershøj sogn op mod sogneskellet til Læsten. Her er han blevet forpagter. Frederik Andersen og Johanne Nielsdatter har altså sluttet deres periode som krofolk i midten af 1780-erne, herefter er de så forpagterfolk under Fussingø. Han fortsatte som forpagter indtil Lundgård blev udstykket i en række mindre ejendomme i 1802-03.

  Kromændene Lang var her i trekvart århundrede
Nogle få år efter at Christen Sørensen Levring har overtaget kroen skifter den igen ejer. Køber er denne gang Jens Nielsen Lang. Nu følger der en lang stabil periode i kroens historie, idet Jens Lang og sønnen Mads Lang er kromænd i Hammershøj indtil 1867.
 

Jeg har eftersøgt, men ikke fundet, hvor Jens Lang er født. Ved folketællingen i 1787 var Jens Nielsen Lang kusk på jomfruklostret "Støvringgård", nordøst for Randers. Se billede. Han bliver i 1789 gift med den 27-årige pige Karen Madsdatter, gårdmandsdatter fra Hastrup i Spentrup sogn. Forældre: Mads Madsen og Maren Jensdatter. Jens Lang er selv 40 år. Efter datidens forhold var det på høje tid, at de bliver gift, for dagen efter brylluppet den 10. juni 1789 fødes deres førstefødte, Niels. Ved Niels's barnedåb ses to af kammerpigerne fra Støvringgård som faddere.

Indenfor de næste 1-2 år efter brylluppet køber Jens Lang Hammershøj kro. Købet er ikke fundet i arkiverne. Men det ses, at han sommeren 1791 er ejer af kroen. Her søger han nemlig kongelig bevilling til krodrift og får samme den 27. august 1791. Ved fremsendelsen af bevillingen til amtmanden meddeles, at Jens Lang årlig skal erlægge 6 rigsdaler i afgift til amtsforvalteren. 12
Jens Nielsen Lang har åbenbart haft penge på kistebunden! Ikke blot køber han kroen, men han køber også adskilligt andet gods i Hammershøj og Vorning. I 1794 køber han således en parcel i Vorning af Niels Nielsen for 450 rdl. I 1798 køber han en "gårdsplads" med tilhørende toft for 400 rdl. Ifølge Lærer Fiils bog om Vorning Sogn køber han endnu en parcel i Vorning, og i 1803 køber han sammen med to andre, en parcel på 1 tdr. 7 skp. 3 fdk. ½ alb. for 1104 rdl. af ejeren af Kringelhougård, Over Hammershøj. Denne parcel bliver liggende ved koen indtil først i 1920-erne.
 

Jens Lang og hustruen Karen får op gennem 1790-erne - som det er almindeligt i de tider - et barn hvert eller som her hvertandet år. Op mod julen i 1799 får de en dreng Christen, der dør en lille måned efter fødslen. Godt to år efter får de datteren Mette Marie. Hun dør kun nogle få dage gammel, og moderen Karen Madsdatter dør en god måned efter denne sidste fødsel den 24. april 1802. Kirkebogen fortæller, at hun døde af følgerne af barselsleje; hun blev 40 år gammel.
Jens Lang gifter sig igen - også denne gang - i Spentrup kirke. Den 16. juli 1802 ægtevies Mette Pedersdatter og Jens Lang. Mette Pedersdatter er født 1768 som datter af Peder Madsen og Anne Jensdatter fra Hastrup.
I julen 1803 er uheldet ude for kromanden. Der opstår ildebrand i stuehuset over bryggerset den 26. december. Men branden bliver heldigvis begrænset til et enkelt fag af huset, og taksationsmændene kan da godt et år efter konstatere, at huset er repareret og "er nok saa godt som førend Branden" 13.
Jens Lang og Mette får sammen et barn om året i løbet af de næste 4 år; børnene dør alle som spæde. Det fremgår af kirkebogen, at der generelt i sognene er en meget stor børnedødelighed i disse år, men selv set ud fra denne kendsgerning, kan man vist godt sige, at Jens Lang og hans hustruer har været hårdt ramt af dødsfald.
 

Omkring året 1810 kan Jens Lang gøre status over sit familieliv. Han blev far til 11 børn, heraf levede de 4 fra første ægteskab, mens de 6 sidste, der blev født i årene 1799 til 1808, alle døde som spæde. Han havde mistet sin første kone. Inden han giftede sig igen havde der været holdt skifte efter Karen Madsdatter. De fire børn havde hver fået tildelt 100 rigsdaler efter deres mor. Disse penge var blevet stående i Kroen, men nu i december måned 1809 sikrer han arven med en obligation på 400 rigsdaler udstedt til overformynderiet med pant i noget af sit gods.
Havde han allerede nu planer om at trække sig tilbage som kromand? Jens Lang er 60 år, hans kone er kun 40 år, men hun er vist ikke rask. I hvert fald sætter han godt et år efter kroen til salg.

Hammershøj Kro sat til salg
 

Annoncen gentages i Den Viborger Samler de næste uger, og indrykkes også i Randers Aviser, hvorfra de nedenstående kopier stammer.
 

Kroen kan overtages til "Michaeli førstkommende" det vil sige den 29. september.  Der har åbenbart ikke været tilstrækkeligt med købere, for den 5. september 1811 afholdes på selve kroen offentlig auktion af herredets auktionsdirektør, Dinesen. Som vidner er Niels Olesen fra Aarup og sognefogden Peder Nielsen fra Hammershøj. Af de oplæste konditioner fremgår det, at auktionen skulle starte med et bud på 12.000 rdl. Af disse skulle de 1200 rdl. betales ved overtagelsen Micaelis Dag og resten året efter til Viborg Snapsting. Auktionen startede, - men, som det fremgår af auktionprotokollen, - der var ingen der bød på kroen, og derfor måtte auktionen afsluttes, uden at kroen var solgt 14.  

Vi kan ikke vide med hvilke følelser Jens Lang tager afsked med auktionsfolkene. Salget af kroen lykkedes ikke - og inde i soveværelset ligger hans kone meget syg.
Dagen efter auktionen, den 6. september 1811, dør Jens Nielsen Langs 2. kone Mette Pedersdatter, 42 år gammel.

Begrundelsen om at forandre bopæl, som Jens Lang nævner i sin salgsannonce, hører vi ikke mere til og Jens Lang indstiller sig nu åbenbart på at drive kroen videre alene. Fra kirkebogen har vi oplysning om, at han har haft fremmed hjælp: pigen Maren Sørendatter, 24 år, kommer fra Lindum til kroen til november 1812 og en anden pige, på 36 år, flytter 1813 fra kroen til Kristrup. Han får sikkert nogen hjælp af børnene, hvor Niels er 22 år, Mads er 17 år, Peder Christian er 15 og Marianne er 13 år. Den yngste af drengene bliver konfirmeret foråret 1811, Mariane konfirmeres som 15-årig foråret 1813.

2 bryllupper på kroen
Foråret 1815 kommer til at stå i brylluppernes tegn på kroen. Der er året før, den 30. aug. 1814, kommet en ung og ugift lærer og degn til Hammershøj, Verner Michelsen Hvidding.15 Han forelsker sig åbenbart i kromandens 16-årige datter Mariane, og de bliver gift den 31. marts 1815, - 4 dage efter at hun er fyldt 17 år.
Men det er ikke det eneste bryllup, - samme dag som kromandens datter, Mariane, bliver gift, bliver sønnen Mads gift med datteren fra Kvorning Mølle, Anne Kirstine Christensdatter. Anne Kirstine er født den 14. april 1893 som datter af møller Christen Hansen og Anne Schacksdatter. Allerede ved brylluppet bliver den unge Mads Lang tituleret som kromand i Hammershøj, så det har sikkert været ham, der har passet krodriften for faderen, og det bliver da også ham, der senere overtager kroen. Jens Lang er 65 år og nærmer sig nu pensionsalderen. Og selv om han først officielt i 1824 giver sin søn Mads skøde på kroen, så hører vi ikke så meget til Jens Lang i de følgende år; det er Mads, der er "kromanden". Det ses i arkiverne, at Jens Nielsen Lang bor i et mindre hus i Hammershøj, og her dør han som aftægtsmand i 1832 den 7. december, næsten 83 år gammel.

Man 'beder' midtvejs i Hammershøy!
Mens krolivet og kroerne på Sjælland og specielt i og omkring København er beskrevet mange gange af vore digtere, findes der kun spredte glimt i litteraturen fra de rejsendes besøg på de jyske kroer. Her er nogle få glimt fra den tid Jens Lang var kromand i Hammershøj.

En islænding, Arne Sivertsen, på tur i Danmark rejste fra Skive til Randers og skriver i sin dagbog for den 18. marts 1796:  16
I dag tog jeg tidligt af sted fra Viborg og indrømmede min vært Stilling plads på vognen, da han havde ærinde til Randers. De første 3 mile af vejen tilbagelagde vi i tyk tåge over den såkaldte Viborg Hede, hvor jeg intet andet så end som lyng og mose, samt en stor høj, som man kaldte Lushøjen. Til middag forsvandt tågen, og da var vi ankomne til en landsby som hedder Ørum, hvor vi gæstede kroen. Herfra kørte vi en mil til Hammershøj kro, hvor vi drak kaffe. - Nu var vejet blevet klart og stille, vejen god og egnen ret smuk: Store dale med små bække i afløste hinanden. Kl. 4 havde vi alt kørt disse 6 mil, som jeg til al lykke ikke havde gennemrejst den forrige gang, da jeg besøgte Randers.

En meget rejsende dansker, professor og administrator Laurits Engelstoft, var i 1805 på en rejse gennem Jylland. I rejseberetningen for den 8. maj 1805 fortæller han: 17
Jeg forlod Viborg Kl. 2 for at reise til Randers. 6 Mile. De to første Mile indtil Ørum ere en absolut Ørk, bare Hede, men som før har været Agerland og er vel meget skikket dertil. Man beder midtveis i Hammershøy. 1 Miil fra Randers kommer man omkring Fusingø, som har en meget smuk Beliggenhed i en Dal ved Søe og Skov.

Gennem årene har postvognen fra Randers til Viborg passeret Hammershøj Kro. Tilfældigt stødte jeg på en melding, der kunde tyde på, at en af postkarlene havde haft et lidt længere ophold på Hammershøj Kro. I 1793 blev døbt et 'uægte' barn i Spentrup Kirke. Det hedder i kirkebogen om moderen, Maren Sørensen, at hun havde tjent i Hammershøj Kro, og var der bleven besvangret. Til barnefader blev udlagt Laust Jensen, der tjente hos posten Peder Bertelsen i Viborg. Vi kan vel gætte på, at denne Laust har været med postvognen - måske som kusk, og så er kommet til kende pigen Maren på kroen. Om postbefordringen i øvrigt har Daniel Bruun i sin biografi givet denne herlige beskrivelse: 18
"Posten, som dengang var fire Dage undervejs fra København til Viborg, kom to Gange om Ugen over Randers og blev befordret i en gammel Rustvogn, forspændt med et Par prægtige jyske Hingste, hvis med Grævlingeskind rigeligt prydede Seletøj gav dem et vist vildt Udseende. Men de havde ogsaa en rask Kusk, den for alle Datidens Viborgensere uforglemmelige Lars Post, altid oplagt til Spøg og Munterhed, undertiden til Skelmsstykker. Var der mange Penge med Posten, blev den eskorteret af en Dragon bevæbnet til Tænderne, men dagligdags bestod Eskorten alene af tre Hunde, een for, een agter og een paa Læsset. Ligesom disse altid havde sin bestemte Plads, saaledes havde de hver sin Stemme, og Postens Afgang og Ankomst kundgjorde sig ved den samme Terzet for tre Hundestemmer med Akkompagnement af Obligat-Trompet, thi Lars var naturligvis Virtuos paa sit Instrument, som han blæste ret con amore. Det var dog engang nær blevet ham en dyr Spas. Det var en Vinteraften i et forrygende Vejr, da han kørte Posten gennem Randers Gade, at han fik det Indfald, at muntre sig selv og mange flere ved at blæse Dragonernes Allarmsignal. Man tænkte sig Virkningen i den mørke Aften. Hvorledes Lars slap fra den Historie, er mig ubekendt, men hængt kan han da ikke være blevet, eftersom han endnu i mange Aar derefter kørte Posten mellem Randers og Viborg."

Søn følger fader som kromand
Som nævnt er Mads Lang i 1815 blevet gift med Anne Kirstine Christensdatter, begge er 21 år. De er flyttet ind på kroen og er sikkert fyldt med gåpåmod. Som det i de tider var meget almindeligt fik de et barn om året de følgende år. Det blev til 8 børn, hvoraf to dog døde som spæde.
 

Ligesom faderen handler sønnen også med jord. Allerede få år efter sit giftermål og inden han officielt får skøde på kroen køber han i 1819 en toft og noget gadejord, der er ansat til 3 skp. 2 fdk. ¾ alb. for 50 rdl. I 1824 giver faderen ham skøde på kroen for 200 rigsdaler sølv. Kroen er skyldsat med 2 td 1 skp 21/3 alb hartkorn. I 1837 køber Mads Lang et hus med tilliggende have i Hammershøj for 150 rdl., og to år senere, ved gadejordens udskiftning, køber han to forskellige stykker gadejord for 25 rdl. stykket.

Kort før jul 1827 døde Mads Langs kone, Ane Kirstine Christensdatter, 34 år gammel. Kirkebogen fortæller, at hun døde af brystsvaghed. Det må have være en trist jul for familien, det yngste barn, Mads Peter, og børnenes mor døde med en måneds mellemrum. Ane bliver begravet i Hammershøj - nogle dage før juleaften - den 17. december 1827.
Mads gifter sig ikke igen, men får en husbestyrerinde til at tage sig af børnene og den daglige husførelse, af børnene er de tre yngste under skolealderen. Mads har sikkert også haft tjenestefolk til at hjælpe med at passe landbruget og krodriften. Ved folketællingen i 1834 ser vi i hvert fald hvilke folk, der var på kroen. Foruden Mads selv og de 4 yngste børn er der:
 

Spiste H. C. Andersen mørkt brød på Hammershøj Kro?
I sin rejsedagbog fra 1830 fortæller maleren Martinus Rørbye om en rejse sammen med H. C. Andersen fra Randers til Viborg, og hvor de rastede i Hammershøj Kro: 19
"Søndag Morgen den 6. juni 1830 fortsatte jeg mod Viborg tillige med Andersen [H.C. Andersen], som havde anmodet mig om en Plads paa Vognen. Det var ganske smukt Vejr. Et Parti paa denne Vej, som fremspringer som en Oase i en Ørken, er omgivelserne af Fussing med den derved liggende Mølle Sø og Skove.
I en Kroe ½ Mil herfra nøde vi saa at sige det første jydske Maaltid, idet vi blev tracterede med Brød af en paafaldende Mørkhed, man sagde os, at Aarsagen var et Slags Klinte, som forresten var uskadelig.
Efter at have kørt over et Stykke ægte Hede, hvori Vejene næsten bleve borte, ankom vi til Thiele Kl. 12½, hvor vi blev meget artigt modtagne af Frue Lüticau samt Frøken Dircink."
(Det bliver ikke sagt, men ud fra beskrivelsen af vejen finder jeg, at den omtalte kro må have været Hammershøj Kro).

Kroens bygninger bliver forbedrede
Fra brandtaksationerne får vi et billede af kroens bygninger. Op til og i året 1833 har Mads Lang åbenbart lavet nogle gennemgribende forbedringer af bygningerne, og der bliver derfor i oktober 1833 afholdt en taksation, hvor forsikringsværdien bliver reguleret. 20 Protokollen viser os en firelænget gård, der stemmer meget fint med grundplanen fra 1761.

a) Stuehuset, der ligger mod syd, er 18 fag langt og 10 alen bredt. Væggene er egetræs-bindingsværk med udfyldning af murværk med brændte sten. Taget er stråtag, og huset har 3 skorstene med skorstenspibe af brændte sten. Der er bræddegulv i storstuen og i sovekamrene; rummene opvarmes fra 2 bilæggere. I køkken og bryggers afdelingen er der indmuret en stor gruekeddel og naturligvis en bageovn.
b) Det vestre hus er 11 fag langt og knap 10 alen bredt. Væggene er med egetræs-bindingsværk, der dels er udfyldt med murværk og dels har klinede vægge. Taget er strå og der er loft over det hele.
c) Det nordre hus er 12 fag langt og 9½ alen bredt. Bygningsmaterialerne er de samme som i det vestre hus.
d) Det østre hus er kun 5 fag langt og 7 alen bredt. Huset er tækket med strå og har klinede vægge.

I 1846 og 1847 bliver forsikringsværdien igen reguleret opad. Vi får da at vide, at stuehuset er blevet ombygget og forbedret. Nu er der bræddegulve overalt. og forsikringssummen, der i 1833 var 50 rigsdaler pr. fag, bliver nu ansat til 80 rigsdaler pr. fag.
Nogle år senere, i 1856-57, bliver det vestre hus ombygget og forbedret. Der er murede vægge hele vejen rundt, og huset opgives nu til at være 13 fag langt og 11½ alen bredt. Størstedelen af dette hus er indrettet til rejsestald, kun en mindre del anvendes til lo. I 1833 var forsikringen sat til 30 rigsdaler pr. fag, og i 1857 er den steget til 55 rigsdaler

Kroejeren bliver også høker
Hidtil havde den egentlige købmandshandel været forbeholdt købstæderne, men med junigrundloven 1849 lovede en "løfteparagraf", at der skulle indføres fri næring; dette løfte blev så indfriet med forskellige love i de følgende år. Den 8. marts 1856 kom høkerloven, som tillod høkerhandel på landet. Umiddelbart efter denne lovs ikrafttræden ansøgte Mads Lang om at få "Høkertilladelse", og denne fik han den 17. april 1856. 21 Fra den tid og i de følgende knap 120 år, indtil kroen brænder i 1975, var der købmandsbutik i forbindelse med kroen.
 

Æraen med kromændene Lang slutter
I sommeren 1864 bliver den ældste søn, Christen Madsen Lanng, der stadig går hjemme ved faderen, gift med den lidt yngre pige Maren Pedersdatter. Christen er 45 år og Maren er 42 år. Ved udgangen af året 1864 er Mads Lang blevet 70 år, og det er ved at være på tide, at han trækker sig tilbage som kromand, og sønnen Christen er nok ikke interesseret i at overtage kroen. Mads Lang har et hus med lidt jord umiddelbart vest for kroen, hvortil han trækker sig tilbage og lever sine sidste år. Han dør i 1872. Sønnen og svigerdatteren Christen og Maren, der følger med hen i huset, overtager dette efter faderens død.

Fra 1865 og 40 år frem var der 5 kromænd
Ved købekontrakt af 18. april 1865 sælger Mads Jensen Lang Hammershøj kro, ligesom han afstår krobevilling og høkertilladelse til Severin Albanus Thomsen fra Spørring.
Købekontrakten fortæller noget om kroens udstyr og tilstand i 1865. Der er en indmuret kobbergruekedel, en 3-etagers kakkelovn i storstuen og en bilæggerovn i skænkestuen. Af inventar medfølger 6 sengesteder med sengeklæder og lagner: nemlig pige, karle, kuske og svendesenge. Bord og bænke i skænkestuen. Desuden medfølger mål, tragte, flasker og glas samt vægt eller vægte, foruden to sætkrybber. Af bryggeredskaber såsom kar og baljer og deslige medfølger halvdelen. I købet medfølger samtlige gårds- og avlsredskaber med undtagelse af rejsevognen og et sæt seletøj, som sælgeren forbeholder sig, men der medfølger to arbejdsvogne. Af dyr medfølger en brun 5 års hoppe, 4 køer, 1 kalv, 4 får med lam og en vædder, samt halvdelen af fjerkræet. Sælgeren tager først af besætningen og efterlader kun det nævnte til køberen. Købesummen er aftalt til 11 tusinde rigsdaler, der betales med 1000 rigsdaler kontant hver af de følgende 5 terminer. På resten 6000 rigsdaler udsteder køber en obligation, når endeligt skøde udstedes i juni termin 1867.
Severin Thomsen var søn af kroholderen i Spørring, født 1838 og gift 1865, den 30. juli, med Marie Kristine Jørgensen fra Århus. Ved giftermålet er Severin Thomsen 27 år og Marie er 25. Mens de er i Hammershøj får de to piger:
Marie Dorthea, født den 13. april 1866
Eva Antonia, født den 3. februar 1868.
Allerede 4 år efter, at Severin Thomsen have købt kroen, forpagter han den i 1869 ud til sin efterfølger. Severin Thomsen havde vist ikke noget godt helbred. Allerede da han bliver født, fortælles der om ham i kirkebogen, at han bliver hjemmedøbt formedelst sygdom. Og i 1872, hvor familien opholder sig i Århus, foretager han en testamentarisk disposition, der lyder: "at såfremt han måtte afgå ved døden førend hans kone, Marie, da skal hun uden skifterettens mellemkomst tiltræde vort fælles bo og således med vore fælles børn hensidde i uskiftet bo sålænge hun ønsker" 22. At Severin Thomsen dør i årene kort derefter ses af, at Marie Thomsen som enke efter købmand og kroejer Severin Albanus Thomsen sælger kroen i 1875.

Familien Bechmann fra Sall forpagter Hammershøj Kro
Som nævnt foran får Bechmann kroen i forpagtning i 1869, han var på det tidspunkt gårdejer i Sall sogn.
Henrik Diderik Christian Ole Gustav Bechmann var født i Skive den 25. august 1823. Forældre var apoteker Johan Diderik Bechmann og hustru Laura Blicher. Bechmann var gift med Ane Marie Strand, født i Randers den 2. juli 1820. Hendes forældre var drejermester Knud Johnsen Strand og hustru Mette Marie Oppen.
Bechmann forpagtede kroen for en 6 års periode indtil 1875. Bechmann overtog ejendommens bygninger, jorder og inventar i kro og butik, besætning og redskaber til landbrugsdriften. Han skulle selv søge og erhverve bevilling til krodrift samt næringsbrev til købmandshandel.
Med hensyn til landbrugsdriften angiver forpagtningskontrakten, at jorden er inddelt i 8 vange: vintersæd(rug), byg, 2 vange med havre, 3 med græs og endelig en vang i brak. Forpagteren er pligtig at fortsætte denne driftsform med omhyggelig dyrkning, gødning og jordbehandling.
Den årlige forpagtningsafgift blev fastsat til 450 rdl., og ønskede ejereren at sælge ejendommen i forpagtningstiden, skulle forpagteren have forkøbsret.
Ved underskrift af denne forpagtningskontrakt ses for første gang navnet proprietær L. Gjedde, Marienlyst i Resen ved Skive. Han underskriver som kautionist og selvskyldner. Gjedde er Bechmanns svoger, gift med Bechmanns yngre søster. Gjeddes navn ses ofte i de kommende år i forbindelse med økonomiske forhold vedrørende kroen.
Ved forpagtnings periodens udløb i 1875 købte Henrik Bechmann kroen af enken Marie Thomsen for 19.000 kr., heraf er løsøret ansat til 3.000 kr.
På dette tidspunkt har Bechmann haft sin svigermor boende på kroen, måske kun for en kortere periode. Vi ser nemlig at Mette Marie Strand, født Oppen dør i Hammershøj den 5. december 1875. Hun har været enke i 25 år - Knud Strand døde i Randers i 1849.

En natlig køretur fra Randers hestemarked til Krogsgård mølle
I en kronik i Aarhus Stiftstidende fortæller cand.mag. Karen E. Jensen om sin far, der som 16-17-årig skulle køre fra hestemarked i Randers til hjemmet i nærheden af Viborg  23. Efterfølgende udpluk viser lidt om hvilke vejfarende, der også færdedes her i sidste halvdel af 1800-årene.
"Det var henad aften på den sidste markedsdag, da farfar sagde til min fader, at nu kunne han tage hestene og køre dem hjem. Så ville han - farfar - den følgende dag komme med toget, og så kunne "bedde Jens" (min fader) hente ham på Sparkjær Station. Han fik streng besked om ikke at tage nogen op at køre samt et par gudelige formaninger til at styrke sig på og endelig også lidt penge, så han kunne "bede" i Hammershøj Kro. (Mon det ikke er nødvendigt for moderne læsere at forklare ordet "bede", som ikke betyder en religiøs handling, men er causativet til "bide" - altså lade bide, hvilket igen betyder at få noget at spise.)
Det var koldt og allerede lidt halvmørkt, inden bedde Jens kom af sted, og han glemte aldrig, at han så sin fader ga ind i restaranten og bestille aftesmad - til sig selv, mens han modfalden hankede op i tømmerne og begav sig ud i den kolde vinteraften. Han sad i en varm kørekappe - jeg tænker mig, at han ikke har synet af meget i den store kavaj - så han frøs ikke, men dristig var han ikke. Og ganske rigtig, da han var kommet lidt forbi Fussingøe, steg to personer, en mand og en kvinde, op ad grøften: de kunde vel nok køre med?
Spagfærdigt indvendte bedde Jens, at hans fader havde forbudt ham at tage nogen op at køre. Men naturligvis skraldgrinene de bare, og den ene gik hen og tog ved munden af hestene og standsede dem. Så kravlede han op ved siden af drengen, mens den anden hyggede sig bagved. Fader fortalte siden, at han ganske bestemt troede, at kvinden var en forklædt mand. På den måde var det ikke sjældent, at forbryderne skaffede sig, hvad man vel kan kalde et alibi.
De fortsatte i tavshed til Hammershøj Kro.
Så sagde bedde Jens, at her skulle han bede, og det tog nok lang tid. - Ja, men det gjorde ingenting; de ville blot gå i forvejen og vente. Bedde Jens trak tiden ud, hvilket han selv siden sagde havde været dumt, men naivt klyngede han sig til det spinkle håb, at de enten glemte ham, eller at der kunne komme en anden vogn, som de kunne komme med. Men hele tiden kom der ikke nogen vogn, som skulle den vej.
Alle de forfærdelige historier, han havde hørt om mord og overfald og udplyndringer stod lyslevende for ham i al deres rædsel! Herregud, han var endnu ikke fyldt 17 år, livsglad - og værgeløs. - Han havde den største lyst til at spørge kromanden, om han på kredit kunne blive i kroen om natten. Når han sagde, at han var møller Gades søn i Krogsgaard Mølle, havde der næppe været noget i vejen for det. Men han turde ikke for sin fader.- Han ville holde et hus om overflødige udgifter, om ikke at være en kryster, der var bange for sit skind, om at "den. Gud vil bevare, er altid uden for fare" (den samme frase kunne bedde Jens for øvrigt senere han i livet) - uden at tænke på, at vi ikke kan vælte vor mangel på ansvar over på Gud og give ham skylden for vore dumheder - nej, han måtte af sted. Der var ingen vej udenom.
Ganske rigtigt: da han havde kørt ca. 10 minutter, var de der igen, standsede hestene og satte sig frækt op.
Endnu som gammel mand erindrede min fader den angstens sved, som næsten lammede ham. I sit stille sind bad han sit fadervor og ventede hvert øjeblik, at nu enten stak de ham ihjel eller - i bedste fald - smed ham af vognen, tog hestene og forsvandt. Aldrig før eller siden havde vejen mellem Hammershøj og Viborg forekommet ham så lang, skønt han satte hestene i trav.
Men så begyndte de at mumle noget om, at sådan en knægt havde nok ikke noget, der var værd at have, og de to magre unge heste var heller ikke meget værd - der kom vel andre.
Da de nåede det sted, hvor Hobrovejen støder til Randersvejen, der hvor "Bessehuset" ligger - jeg ved ikke, hvorfor det hedder sådan, men det var dengang den eneste menneskebolig i vid omkreds - sprang de af. "Hvis søn er du", spurgte de inkvisitorisk. Ja, han var da søn af mølleren i Krogsgaard Mølle. "Så kan du hilse møller Gade og sige, at en anden gang skal han ikke sende dig alene over Ørum Hede, for så kunne det være, at han ikke fik hverken sine heste eller sin søn igen". Og ironisk tilføjede de: "Tak for køreturen!"
Aa, hvor det lettede! Om de så havde været aldrig så hånlige, hvad gjorde det? Han levede, og han havde heste og vogn i behold!
Snart begyndte han at skimte lysene fra Viborg by, og gjorde her holdt hos kendte mennesker. Og derfra var de 7 fjerdingvej hjem til møllen ingen sag."

Både købmandsbutik og bageri ved Kroen ?
Lige siden Mads Lang fik sin Høkertilladelse i 1856, har der været købmandshandel i kroen. Før i tiden havde folk i Hammershøj hentet de nødvendige varer, som de ikke selv producerede, i de nærmeste købstæder: Viborg, Hobro eller Randers, ligeledes kunne de afsætte deres produkter her. Det meste handel her fra gik sikkert dengang - som i det seneste århundrede - til Randers. Da næringen blev givet fri, og der kom en butik i byen, er en del af denne handel sikkert blevet herude. Der har nok ikke i starten været det store vareudbud ud over den traditionelle brændevinshandel, men efterhånden er udbudet sikkert vokset i takt med efterspørgslen. På et tidspunkt er man også i kroen begyndt at bage brød til salg i butikken. Ifølge folketællingen i 1880 kan man se, at der ud over en handelslærling - 18 år gammel - også har været en udlært bager - 29 år - i kroen. På dette tidspunkt har man derfor sikkert skulle bage brød ikke blot til kroens eget brug, men også til salg. I Hammershøj kan man fortælle om en mand, der kørte rundt i byen og omegnen med en brødvogn forspændt en gedebuk. Han solgte brødet fra kroens bageri.
Ud over de to forannævnte tjenestefolk var der i 1880 en tjenestekarl samt to piger, altså et hushold på fem fremmede plus Bechmann og hans kone. I 1882 hen på sommeren dør Bechmanns hustru, Ane Marie Strand, 62 år gammel, kirkebogen angiver som dødsårsag astma. Nogle få år herefter henter Bechmann sin nevø Th. Stabel til at styre købmandshandlen, og lidt senere igen hele krodriften. Bechmann bliver boende på kroen. Ved folketællingen i 1890 angives han som logerende på kroen og med beskæftigelsen: branddistriktsforstander. Han er nok nu på sine gamle dage (67 år) blevet offentlig ansat!

Bechmann sælger kroen til sin nevø Theodor Stabel
Theodor Emil Stabel er født i Sabro sogn 1. november 1859 som søn af kroforpagter Valdemar Stabel og hustru Martine Strand. Efter hvad skoleprotokollen for Hammershøj skole oplyser, har han som dreng opholdt sig et par år hos Bechmanns på Hammershøj Kro indtil efter sin konfirmation i Hammershøj i året 1874. Efter at have været væk fra Hammershøj en halv snes år - han har sikkert uddannet sig til købmand - vender han tilbage til byen og overtager købmandsforretningen i Hammershøj Kro. Den 2. juni 1885 bliver han i Hammershøj Kirke gift med Kirsten Marie Christensen fra Ringkøbing. Hun er født den 29. april 1859 som datter af arbejdsmand Christen Jensen og hustru Ane Madsen.
De unge ægtefolk får i 1886, den 16. april datteren Ane Marie Bechmann Stabel. Som faddere ved bårnedåben ses fru Emilie Gjedde, Skive, kroejer Bechmann og dyrlæge Clemann begge fra Hammershøj. Den 27. februar 1888 får de sønnen Valdemar Stabel. Her er fadderne fru dyrlæge Clemann, gæstgiver H. Bechmann og lærer J. Andersen alle fra Hammershøj. Fadderne fortæller

Fra efterkommere af familien Stabel har jeg lånt dette visitkort. På bagsiden var noteret følgende priser: Aftensmad med øl 1,15 kr.. Logi 1,00 kr. Kaffe 0,25 kr.

vel lidt om deres omgangskreds! Året før sønnen bliver født, køber Theodor Stabel kroen af H. Bechmann for 30.000 kr., heraf er løsøret ansat til 8.000 kr. Ved købet overtager Th. Stabel blandt andet en pantehæftelse til L. Gjedde på 8.000 kr. Skødet på ejendommen er underskrevet den 3. marts 1887.
Ved et kig i folketællingen fra 1890 får man et lille indblik i folkeholdet på kroen. Ud over familien selv - med to voksne og to børn - bor der på kroen en handelskommis på 20 år og en bagersvend på 24 år. De to har sikkert taget sig af købmandsforretningen samt "bageriet". Til hjælp i huset og i kroen der to tjenestepiger - en på 20 år og en på 17 år. Da der også er landbrug til kroejendommen, må vi vel regne med at Th. Stabel til yderligere hjælp har måttet beskæftige daglejere fra byen.

Fem år senere ramte ulykken familien Stabel. Familiefaderen Th. Stabel dør den 9. juni 1895 - 35 år gammel - han fik 8 år som kromand i Hammershøj. Nu stod hustruen Kirsten Marie alene med 2 børn på 9 og 7 år, samt den alsidige virksomhed som Hammershøj Kro egentlig var. Kirsten Marie får skifterettens tilladelse til at sidde i uskiftet bo, samt rådighed over ejendommen 24. Hun får en ung mand som bestyrer på kroen. Det er Jens Jacobsen Kjær, der er født i Vorning sogn den 5. februar 1871. Enken og bestyreren kommer godt ud af det med hinanden, - så godt, at de beslutter at gifte sig.

Krobillede malet år 1900. Tilhører familien Stabel. Bemærk telefonpæl med tråde. Telefon blev installeret i kroens købmandsbutik i 1892.

Brylluppet finder sted den 23. oktober 1898. I løbet af de næste par år får de to børn:
Christian Marius Kjær, født den 19. maj 1899 og Anna Caroline Christine Kjær, født den 1. februar 1901.

Krodriften går det ikke så godt med længere. De kan ikke få økonomien til at hænge sammen. Der er måske noget om det, jeg har hørt fra efterkommere af familien Stabel, hvor det fortælles, at Jens Kjær begyndte at drikke på kroen sammen med stamgæsterne og der brugte de penge, der kom ind. Den 16. juli 1902 bliver der afholdt en fogedforretning på kroen for at inddrive et skyldigt beløb. Det blev Kirsten Marie, der skulle tage imod fogeden, Jens Kjær var ikke hjemme. Hun måtte fortælle, at hun ikke havde penge at betale med, men hun vidste godt, at de skyldte pengene. Der blev så foretaget udlæg i kroens besiddelser 25.

Der gøres udlæg i Hammershøj kro i 1902
Det var proprietær L. Gjedde, Skive, der forlangte fogedforretningen gennemført. Han havde et lån stående i ejendommen, og han havde ikke, trods flere rykkere, modtaget de skyldige renter til juni terminen. Han forlangte derfor hele sin fordring betalt. Det drejede sig om et beløb på omkring 10.000 kr. Da der ikke var penge at betale med, blev ejendommen sat til tvangsauktion den 10. september 1902, og her blev L. Gjedde højstbydende og fik ejendommen udlagt som ufyldestgjort pant- og udlægshaver. Og således måtte Kirsten Marie og Jens Kjær med børnene forlade kroen, - de flyttede vist til København.

Proprietær Gjedde solgte året efter kroen til Severin Sørensen, men lod 17.000 kr. stå som lån på en første prioritet i ejendommen.
Severin Sørensen, født i Virring sogn 1. juni 1879, fik uddannelse som købmand. Hustruen, Mette Nielsine Sørensen, er født den 6. juni 1878 i Ø. Tørslev. De blev gift den 16. april 1902 i Ø. Tørslev. Udlægsskødet er dateret den 23. juni 1903, men Severin Sørensen og hustru Mette Sørensen er flyttet ind på kroen noget før, idet kirkebogen fortæller, at deres barn, Marie Kirstine Sørensen, er født på kroen den 19. maj 1903, og Severin Sørensen er da benævnt kroejer og købmand.
Severin Sørensen beholder kun kroen nogle få år, men han når dog at foretage en enkelt jordhandel, mens kroen er i hans besiddelse. Han sælger kroen til Chr. Jacobsen pr. 1 februar 1906 for købesummen 41.500 kr. Af dette beløb får han udbetalt kontant 8.000 kr. og lader et beløb på 16.500 kr. stå med pant i ejendommen. De resterende 17.000 kr. er et 1. pants prioritetslån, som L. Gjedde har stående i ejendommen, en gældspost som køberen overtager. Først da denne gældspost bliver indfriet i 1908 ophører L. Gjeddes økonomiske interesser i Hammershøj Kro. Efter salget af kroen bliver Severin Sørensen med sin familie boende nogle år som gårdmand i Hammershøj (Matr. nr. NH 5).

Kroejer Chr. Jacobsen moderniserer Hammershøj Kro
I 1906 overtog Christian Jacobsen Hammershøj Kro. Han var nu kromand i Hammershøj indtil 1938 afbrudt af en periode på 7 år fra 1918-1925, hvor han helligede sig landbruget.
Christian Jacobsen stammer fra Hvorslev, født den 18. april 1868, som søn af husmand Mikkel Jacobsen og Bodil Marie Christiansdatter. Han uddannede sig som købmand, og arbejdede i 1894 som 'handelsbetjent' i købmandsforretningen i Højslev Kro. På kroen var en tjenestepige, Marie Madsen fra Elsborg, født den 31. august 1871, datter af gårdmand Mads Pedersen og Karen Andersen Beck. Om de to unge havde kendt hinanden før, eller det først var her på kroen de kom til at kende hinanden, ved jeg ikke, men i hvert fald gifter de sig den 10. april 1894. Han var 25 år og hun 22 år. Samme år overtager det unge ægtepar Højbjerg Kro, og var her både krofolk og købmandsfolk indtil 1901, hvor de overtager Ulstrup Gæstgivergård, for så at flytte til Hammershøj 1906. (Han var da 38 år).

Jacobsen betalte 41.500 kr. for kroen "med påstående bygninger, disses mur- og sømfaste tilbehør, besætning, inventarium, avlsredskaber, avl og afgrøde, samt endvidere den i ejendommen drevne købmands- og bageriforretning". Besætningen bestod af 2 sorte hopper, 6 køer, 1 kvie, 2 kalve, 2 får, 3 grise og en del høns. Af landbrugsredskaber nævntes: 1 kagebrækker, 1 hakkelsemaskine, 1 rensemaskine, 2 sæt seletøj 1 enkelt sele, 1 plov, 3 harver, 1 tromle, 1 roesåmaskine, 1 radrenser, 1 underslæde, 2 fjedervogne, 2 arbejdsvogne samt diverse håndredskaber. Af listen over besætning og redskaber kan det ses, at der til kroen hørte en veludstyret landbrugsejendom. Det var altså en alsidig virksomhed - kro, købmandshandel, bageri og landbrug - Chr. Jacobsen overtog i 1906. 
Om kro, købmandsforretningen m.v. nævner skødet, at med i handlen medfølger hele bageri- og butiksinventaret. Her nævnes specielt: blikmål og tragte, lampe, 3 ankere, 1 kaffemølle, 1 diskvægt, 1 decimalvægt med lodder samt 2 kasser med glaslåg. Af kroinventar medfulgte 1 langt bord, 1 rundt bord, 3 små borde, 18 stole, 8 senge med tilbehør, 1 lampe med mere. Det fremgår indirekte af skødet, at bygningerne kunne trænge til en modernisering, og det går Jacobsen også i gang med nogen tid efter at have overtaget kroen.

Først bliver hovedbygningen, der havde ligget på stedet i mange år, målet for et større byggeri. Tegningen herover viser den nybyggede krobygning med købmandsforretning til venstre.

Tegningen har jeg fra en annonce, som Chr. Jacobsen havde med i "Vejviser for Randers Amt 1907-09" Annoncens tekst fortæller, at kroen ligger ved hovedlandevejen midtvejs mellem Randers og Viborg. Annoncen oplyser yderligere, at kroen er nyopført, har store, hyggelige, lyse restaurationslokaler og smukt monterede værelser. Der er stor sal og stor staldplads.
Endvidere anbefaler Chr. Jacobsen sin købmandsforretning med: kolonial-, produkt-, korn- og foderstofforretning.

Under første verdenskrig ombyggede Chr. Jacobsen bageriet i bygningen øst for kroen, hvor Hammershøj bageri ligger endnu i dag (i 2012). Bageriet solgte han i 1918, men købte det tilbage i 1922, hvorefter han drev det i en årrække, indtil han i 1935 overdrog det til sin søn Poul G. Jacobsen.

Under 1. verdenskrig var sikringsstyrkerne indkaldt. I Hammershøj boede disse rundt om på gårdene, men skulle daglig møde til mønstring på kroen. Her er de fotograferede sammen med kroens personale, kromanden og hans familie.

Siden begyndelsen af 1800-tallet havde der til kroen været et landbrug, hvortil markerne lå nord for landevejen et stykke øst forbyen. I kro gårdens nordre længe var der stald og lade. Kroens gamle ajlebeholder dukkede for øvrigt op, da grunden blev ryddet efter branden i 1996. Efter verdenskrigen 1914-18 havde Christian Jacobsen åbenbart lyst til at hellige sig landbruget. Han solgte i 1918 kroen og bageriet, men beholdt landbrugsjorden og byggede her en landbrugsejendom, "Højgård", som for øvrigt i årene 1934-1955 var ejet af faderen til den senere venstre politiker og minister, Knud Enggaard, der fik sin barndom her. Christian Jacobsen udvidede besiddelserne med mere agermark og en engparcel. Han stoppede dog som landmand efter få års forløb, og købte i 1922 først bagerforretningen og i 1926 selve kroen tilbage.

To kromænd i et kort mellemspil 1918-1926
Søren Christian Andersen, født 14. april 1885 i Ørum Sønderlyng, havde haft et par restaurationer og overtog så i 1918 Hammershøj Kro. Han drev kroen i 4 år indtil 1922, hvorefter han flyttede til Hornbæk Kro.
Søren Christian Andersen solgte til Jørgen Christian Rasmussen, der var født 14. maj 1876 i Fausing-Auning. Rasmussen var egentlig uddannet mejerist og havde været mejeribestyrer i mange år, før han slog sig på restauratørvirksomheden. Han havde haft Resenbro Kro nogle få år, og havde derefter Hammershøj Kro i årene 1922-25, for derefter at overtage Langå Hotel. I 1926 sælger han Hammershøj Kro tilbage til den tidligere ejer, Chr. Jacobsen.

Biograf i kroen i 20-erne og senere
I skødet fra Jørgen Christian Rasmussen til Chr. Jacobsen på kroen i 1926 nævnes blandt inventaret en biografmaskine.  Det ses i arkiverne, 26 at Rasmussen havde bevilling til biografdrift og ligeledes, at Chr. Jacobsen, året efter han havde købt kroen tilbage, søger og får bevilling til at drive biograf. Det er måske kroejer Rasmussen, der er startet med at vise film på kroen. Det må have været noget ganske specielt for folkene i Hammershøj og omegn, at man kunne komme ind at se biograffilm på kroen. Enkelte ældre mennesker, jeg har talt med, kan huske, at de som unge i begyndelsen af 30-erne så film på kroen.  "Det var sådan noget som Gøg og Gokke" blev der sagt.
Hvor tit der blev vist film på kroen i disse år, har jeg ikke nogen oplysning om, men i den næste kroejer - R. J. Poulsens tid, der i 1940-erne byggede en større sal til kroen, blev der vist film fire dage om ugen. Hammershøj Biograf stoppede sin virksomhed i løbet af 1960-erne.

Annonce fra Viborg Stifts Folkeblad,
oktober 1947

Kroejer Jacobsen er respekteret og afholdt på sin egn
Efter at være vendt tilbage til kroen i 1926 havde Chr. Jacobsen 12 gode år som krovært i Hammershøj. I en fødselsdagsomtale ved Jacobsens 70 års fødselsdag skriver Viborg Hotel- og Restauratørforening: "Kroejer Jacobsen er respekteret og afholdt på sin egn, og vidt omkring nyder Hammershøj Kro et godt ry".
Chr. Jacobsen var meget engageret i lokale forhold. Han var en af foregangsmændene, da byen blev kloakeret. Han var medstifter af Hammershøj Andelskasse, ligesom han var æresmedlem af Forsvarsbroderforeningen "Enigheden", som han havde været formand for i en årrække.
Chr. Jacobsen fejrede sin 70-års fødselsdag den 18. april 1938, og han mente, at det nu var på tide at trække sig tilbage for at nyde sit otium. Han solgte kroen til R. J. Poulsen med overtagelse til den 1. maj. Chr. Jacobsen og hustruen Marie boede nu i Hammershøj i en årrække. Han døde i 1953 og Marie døde i 1954. De ligger begravede på Hammershøj Kirkegård.

Kroejer Poulsen 1938-1950
Rasmus Johan Poulsen, der overtog Hammershøj Kro efter Chr. Jacobsen, var født den 28. april 1898 i Skanderup og gift den 8. juni 1923 med Ingeborg Johanne Arler. Han var oprindelig handelsuddannet og i en periode ansat som trafikassistent ved DSB Med mod på store opgaver var han restauratør ved de store Bondestævner, der af Landbrugernes Sammenslutning (LS) afholdtes sidst i 1930-erne. Rønge i 1936 og Skamlingsbanken i 1937; begge år med en 40 - 50.000 deltagere. Den 1. juni 1937 blev han ansat som bestyrer af Vejrumbro Kro, for derefter at overtage Hammershøj Kro året efter.
Da Poulsen 1. maj 1938 kom til Hammershøj Kro, foretog han nogle omforandringer, hvor han blandt andet indrettede et værelse til brug for bestyrelsesmøder og lignende. Her holdt sognerådet gennem mange år deres møder, også efter at de havde bygget kommunekontoret vest for byen. I Vejrumbro havde Poulsen lade opføre en træbygning til keglebane. Denne bygning tog han med til Hammershøj, hvor den blev opstillet på marken bag ved kroen. 27
Poulsen drev kroen under hele anden verdenskrig med dens vareknaphed og den tyske besættelse, der mærkedes tydeligt i Hammershøj. Der lå jo tyske soldater ude ved højen "Hammershøj", hvor der var en befæstet stilling. De tyske soldater var flittige gæster på kroen om aftenen, og her skulle der holdes god justits både blandt soldater og de danske gæster, der gerne drillede soldaterne, når der kunne blive lejlighed til det. Jeg har fået fortalt et par episoder, blandt andet om den aften, hvor en dansker nok havde fået lidt rigeligt at drikke og blev noget højrøstet, brovtende overfor tyskerne. Da de gjorde miner til at reagere på provokationen, skyndte Poulsen sig at få gæsten gelejdet ned i kælderen, hvorfra han kunne forsvinde ud i mørket. En anden aften var nogle børn og unge forsamlet på vejen ud for kroen. De blev efterhånden meget frimodige i deres drillerier af de tyske soldater, der besøgte kroen, hvilket endte med, at soldaterne, der nok var lidt berusede, kom ud af kroen med deres geværer, som de altid havde med sig, og skød efter de unge. De unge forsvandt skyndsomst ind gennem bageriet og ud af et vindue til anlægget ved Stiftelsen, hvor de gemte sig mellem buskene. Poulsen ringede hurtigt ud til den vagthavende ved højen, og herfra kom der nu nogen og hentede de skydende soldater hjem til kvarteret. Næste dag fik Poulsen besøg af den tyske kommandant, der lovede, at episoden ikke ville gentage sig.

Fra krostuen - Vera og Alfred serverede Billedet har jeg fra Vera Bonde, der har fortalt rigtig meget fra kroen i Poulsens tid. Det nederste billede på bagvæggen viser Hammershøj-folk på kroen. Læs om dette i en anden fortælling her på  By-portalen.

På grund af vareknapheden kunne Poulsen ikke få cigarer til sine gæster. Han besluttede nu at klare sig selv ved at dyrke sin egen tobak og tørre det i huset med keglebanen, samt få lavet sine egne cigarer, som han kunne sælge til gæsterne. Det blev til en hel lille industri, hvor en del af byens folk var beskæftiget. En mand, der tidligere have været på en tobaksfabrik, blev sat til at rulle cigarer. Det var jo ikke lovligt at sælge hjemmelavede tobaksvarer, så en eller anden fik Poulsen anmeldt, så han måtte bøde for sin foretagsomhed.
Efter godt 12 år som kroejer i Hammershøj ønskede Poulsen at prøve noget nyt. Han solgte i 1950 kroen til Ella Andersen og købte i stedet Fladbro Kro, som han derefter drev i en årrække.

Ella Andersen og Chr. Flarup
De næste kroejere, Ella og Chr. Flarup, var også krofolk i Hammershøj i 12 år.
Den 15. juli 1950 overtager Ella Andersen Hammershøj Kro for købesummen 176.000 kr. Hun er i skødet benævnt forhenværende kroejerske fra Silkeborg.
Ella Olga Rømer blev født den 12. januar 1900 i Sct. Thomas Sogn, Frederiksberg kommune. Datter af snedker Harry William Rømer og hustru Jacobine Frederikke Christine Hansen.
I en avisomtale i Randers Dagblad, 27. januar 1951 siges, at Ella Andersen for ikke så længe siden overtog krobevillingen og blev chef ikke alene for køkkenregionerne, men også for biografen. I artiklen omtales, at der er planer om at bygge en etage på krobygningen, så der her kan indrettes en halv snes værelser.
Ella gifter sig kort efter med Chr. Flarup, der herefter blandt folk bliver benævnt som kroejeren. Men det er dog Ella, der officielt har papirerne på kroen.
Niels Christian Nielsen Flarup blev født den 11. november 1896 på Kornhøjgård i Hammershøj som søn af gårdmand Peder Nielsen Flarup og hustru Karen Marie Kristensen. I 1926 bygger han en ejendom (Viborgvej nr. 55) på en parcel udstykket fra den fædrene gård. Christian Flarup blev den 14. September 1926 gift med datter af den daværende kromand, Chr. Jacobsen, Bothilda Jacobsen, født den 23. juli 1896. Botilda dør den 17. oktober 1947. 3 år senere sælger Chr. Flarup ejendommen, for noget derefter at flytte ind på kroen hos Ella Andersen, nu Ella Flarup.
Som forudsagt i Randers Dagblad bliver der bygget en etage på kroens forbygning, og kroen får nu den facade og den indretning, som var gældende de næste 25 år.

Da Chr. Flarup i 1956 fylder 60 år, bliver han i avisen karakteriseret som typen på den joviale kromand, der med sit ligefremme væsen er vellidt og afholdt af alle. Ligeledes siges der, at han sammen med sin dygtige hustru driver kroen på en god måde. Chr. Flarup var meget engageret i Hammershøj Andelskasse, for hvilken han udførte et stort arbejde. I begyndelse af 1960-erne, hvor Chr. Flarup er kommet noget op i årene, bliver han tillige mere involveret i ledelsen af Andelskassen, og krofolkene bliver nu enige om at afhænde kroen.

En stribe kroejere efter Ella og Chr. Flarup
Efter Ella og Chr. Flarup følger en periode, hvor kroen skifter ejere utrolig mange gange. Der skal derfor her kun nævnes navnene på de næste 10 ejere indtil Kirsten og Finn Sørensen overtager kroen i 1974.

EJER	FRA	TIL	KØBSPRIS
Selmer Jensen	apr. 1962	dec. 1963	232.100 kr.
Folmer Andreasen	dec. 1963	maj 1966	275.000 kr.
H. Vodsgaard	maj 1966	jan. 1967	475.000 kr.
E. Schøn	jan. 1967	aug 1967	550.000 kr.
Chr. Pedersen (Svend Aage Hansen)	aug. 1967	maj 1970	540.958 kr.
Eyvin Stephan Lorenzen	apr. 197o	jan. 1971	650.000 kr.
Jytte og Harry Biller	feb. 1971	dec. 1971	675.000 kr.
Chr. Pedersen (bestyrer Jens Sørensen)	dec. 1971	sep. 1972	600.000 kr.
Gudrun og Søren Jacobsen	sep. 1972	maj 1973	744.000 kr.
Gladys og Vagn Jørgensen	maj 1973	maj 1974	850.000 kr.
Kirsten og Finn Sørensen	maj 1974		1.000.000 kr.

Kroen brændte for Finn Sørensen
Efter de hyppige ejerskift, som kroen var ude for i 1960-erne, overtog Kirsten og Finn Sørensen i maj 1974 kroen for købesummen en million kr. I løbet af det første år fik Finn Sørensen gang i flere tilbagevendende arrangementer, der havde god tilslutning. Fredag aften er der fester for de unge, mens "den ældre årgang" møder op, når der er ølfestival. For stadig at trække gæster til arrangementerne udlodder Finn Sørensen en gang om måneden feieture til de besøgende. Forretningen var således inde i en god gænge, da der, et år efter at værtsparret havde overtaget kroen, indtraf et sort uheld.
Det var natten til fredag den 23. maj 1975. Kirsten og Finn Sørensen havde netop lukket kroen efter en travl dag og var lige gået til ro, da Kristen hører lyden af en rude, der blev knust. Hun troede det var en indbrudstyv, men da de kiggede efter, opdagede de, at der var brand i skænkestuen. Ilden bredte sig med stor hast, og mens der blev slået alarm til brandvæsenet, skyndte Finn Sørensen sig at vække nogle gæster, der sov i værelserne på 1. sal. De kom alle ud - også købmand Jensen og hans kone, der boede over forretning i enden af forbygningen, blev vækket og kom ud. Finn Sørensen forsøgte at trænge ind i den brændende bygning for at redde sin Sct. Bernhardshund, - det lykkedes ikke - hunden blev senere fundet død i brandtomten, sandsynligvis kvalt af den kraftige røg.
Den midterste del af kroens hovedbygning udbrændte totalt. Køkken, krostue og kroens værelser var væk. Købmandsbutikken stod tilbage og ligeledes den store sal i østfløjen, hvilket sidste betød, at man kunne afvikle både bryllupsfest og konfirmationsfest i dagene umiddelbart efter branden. Maden blev tilberedt i forsamlingshusets køkken, som man lånte.
Ret hurtigt fik Finn Sørensen indrettet midlertidige faciliteter med køkken m.v. så kroens aktiviteter kunne forsætte, dog under lidt mere primitive forhold. Tilbage stod den egentlige genopbygning af kroen, men det kom til at volde mange besværligheder og var måske den dybere anledning til, at Kirsten og Finn Sørensen noget senere ufrivilligt måtte stoppe med krodrift i Hammershøj.
Allerede få måneder efter branden gik Finn Sørensen i gang med et motelbyggeri i krohaven nordligst på grunden. Her byggedes en fløj med 8 værelser med egen indgang og toilet til hver værelse. Hermed skulle behovet for værelser være opfyldt. Men det øvrige byggeri til restauration, diskotek og køkkenregioner, som Finn Sørensen havde planer om at få bygget, kneb det meget med at få tilladelserne igennem til.

Kirsten og Finn Sørensen foran den nybyggede kro

 Amtets bygningsmyndighed og endvidere Vejdirektoratet ønskede af hensyn til udsigtsforholdene at få det nye byggeri trukket langt  tilbage i forhold til de brændte krobygninger. Endvidere havde man et ønske om at få fjernet den resterende del af forbygningen med købmandsbutikken, som stadig stod tilbage efter branden. Først hen på slutningen af året kunne byggeriet påbegyndes. Og et årstid efter branden blev den tilbagestående del af forbygningen med købmandsforretningen revet ned, hvorefter den nye kro kunne bygges færdig og tages i brug.

Købmanden må lukke
Købmand Alfred Jensen, der havde drevet købmandsbutik fra den vestligste del af krobygningen gennem de sidst forløbne 26 år, måtte altså nu stoppe, og hermed forsvandt den butik, der havde været tæt knyttet til Hammershøj Kro lige fra 1856, da Mads Lang fik sin høkerbevilling. De første kromænd efter Mads Lang drev selv både kro og købmandsforretning, senere blev købmandsforretningen forpagtet ud.

Bybilledet ændret totalt
I foråret 1977 kunne Kirsten og Finn Sørensen fremvise deres nye Hammershøj Kro, hvor der ikke blot var nye og tidssvarende lokaliteter for kroens personale og gæster, men hvor de tilbagetrukne og lave krobygninger med det foranliggende smukke haveanlæg var med til at forskønne midtbyen i Hammershøj. Det gamle billede af byen med kroen liggende umiddelbart op til landevejen, sådan som den havde ligget så langt tilbage i historien som vi kan finde ud af, var ændret til noget bedre og smukkere. Krogrunden var ikke til at kende igen.
Efter at færdiggørelsen af byggeriet i slutningen af april var fejret med fester, reception og åbent hus, skulle hverdagen i de nye omgivelser til at stå sin prøve. Krofolkenes forskellige arrangementer, der havde været i en god gænge før branden, og som var forsøgt fortsat fra de midlertidige lokaler, mens opbygningen af den nye kro foregik, blev nu fortsat med nye aktiviteter. Foråret 1978 indrettede Finn Sørensen en grillbar, der fik egen indgang direkte fra landevejen.
Men trods Kirsten og Finn Sørensens store indsats kunne det ikke lade sig gøre at få en indtjening, der kunne betale de forøgede udgifter og den store investering, der havde været som følge af branden i 1975. I forsommeren 1980 måtte Finn Sørensen standse sine betalinger og lade kroen gå konkurs. I slutningen af august måned måtte Finn Sørensen erkende, at han ikke kunne finde nogen løsning for at fortsætte krodriften, han overlod derfor kroens nøgler til Andelskassen og forlod Hammershøj.
Hammershøj Andelskasse, der var en af kreditorerne, fik skifterettens bemyndigelse til at forsøge at finde en ny ejer til kroen, så driften kunne fortsætte.

Jytte Pedersen blev den sidste kroejer i Hammershøj
Der blev gjort et enkelt mislykket forsøg for at få nye ejere til at fortsætte driften, men resultatet blev, at Hammershøj Andelskasse selv overtog driften. Den daglige drift blev forestået af de tidligere ansatte med Vera Bonde som den ansvarlige leder. Den 24. november 1980 blev der afholdt tvangsauktion over kroen. Der var en tinglyst gæld på omkring 3 mill. kr. Kroen blev solgt til Andelskassen for et bud på 1,1 mill. kr. Der var altså ikke penge til alle kreditorer. Nogle måneder senere lykkedes det Andelskassen at få solgt kroen til nye ejere. Den 1. april 1981 blev kroen overtaget for den nette sum af to millioner kroner af Jytte og Jørgen Oluf Pedersen, Vejrumbro. Ægteparret havde tidligere drevet restaurationsvirksomhed, men havde for en tid slået sig ned som gårdejere i Vejrumbro.
Jytte og Jørgen Pedersen fortsatte på kroen med de samme aktiviteter, som Finn Sørensen havde fået i god gænge gennem de sidste år. Der blev dog også plads til nyskabelser. Man forsøgte at få tilladelse til at holde åbent til klokken 5 natten til lørdag og til søndag. Det ville kommunalbestyrelsen dog ikke gå med til, men gav lov til at holde åbent til klokken 3. Kommunalbestyrelsen ville hellere ikke give en permanent tilladelse til variete og striptease. Men man forsøgte med godt resultat forskellige andre trækplastre til ballerne fredag og lørdag aftenerne. Hammershøj by havde godt nok sit forsamlingshus, men mange foreninger, blandt andet Landboforeningen, holdt fast ved en gammel tradition for, at møder og sammenkomster skulle holdes på kroen.
Grillbaren, som var blevet indrettet i kroen i 1978, fortsatte som bodega og grillbar. Gennem årene blev driften af den overladt til forskellige bestyrere eller forpagtere. Ligeledes var selve krodriften i perioder overladt til forpagtere. Jytte Pedersen var nemlig i perioder optaget af restaurationsdrift i Randers og Grenå. Men fra november 1993 var Jytte Pedersen tilbage i Hammershøj som krovært. Hun var blevet eneejer af kroen i 1987.
Oprindelig skulle kroen betjene de rejsende med logi og et måltid mad. Men der var efterhånden langt mellem de kunder, der bankede på for at få serveret middagsmad eller en kop kaffe. Og Jytte Pedersen holdt derfor kroen lukket, når der ikke var et aftalt arrangement. Det var også tilfældet i julen 1995, hvor der var ferielukket indtil den 11. januar 1996. Kroen åbnede dog aldrig mere!
Natten til den 10. januar 1996 nedbrændte Hammershøj Kro fuldstændigt. Viborg kriminalpoliti fortæller i Viborg Stifts Folkeblad den 5. marts samme år, at man er sikker på at branden var blevet påsat. To steder i kroens festsal var der fundet rester af brandbare væsker. Brandstifteren blev aldrig fundet. I løbet af foråret blev brandtomten ryddet, og hen på året købte Tjele kommune krogrunden, og den er senere sammen med Hammershøj Brugs indgået i et byfornyelsesprojekt for Hammershøj bymidte