Telefon til området
 

TELEFONEN VINDER INDPAS
Et 10’år efter at Graham Bell havde opfundet telefonen, var denne udbredt over store dele af den civiliserede verden. I Danmark nåede den først København, og i 1880’erne havde mange provinsbyer oprettet deres eget telefonselskab. Viborg Telefonselskab blev stiftet den 3. august 1887 med 38 aktionærer. Hurtigt derefter etablerede man telefonlinjer til oplandsbyerne - bl.a. Hammershøj.
Det hurtigt ekspanderende telefonmarked krævede snart et større samarbejde telefonselskaberne imellem. Og i 1895 blev Jydsk Telefon-Aktieselskab (JTAS) stiftet i Århus. Året efter tilsluttede Viborg Telefonselskab sig JTAS, der nu overtog telefondriften i området. (Kilde: Jørgen Peder Clausager: ”Viborg som erhvervsby”, 1980.)
 

HAMMERSHØJ
I 1892 oprettedes der fra Viborg Telefonselskab ”Talestation” hos købmand Stabell på Hammershøj Kro. Fra nu af havde Hammershøj telefonforbindelse til det øvrige land.
I 1907 etablerede JTAS en selvstændig central i Hammershøj med 14 abonnenter. Man havde indgået kontrakt med jordemoderens mand, Anders Jensen, og her blev centralen installeret. Anders Jensen var centralbestyrer til sin død i 1933, og efterfølgende ledede hustruen Anna Marie Jensen centralen et årstid.
1. april 1934 overtog svigerdatteren Martha Katrine Jensen stillingen indtil 1. oktober 1958, hvorefter sønnen Henry Fogh Jensen blev ansat, og han var derefter centralbestyrer indtil centralen blev automatiseret den 16. juli 1966. Ud over Henry Fogh var der ansat 4 damer til at betjene centralen, nemlig: Grethe Pedersen, Lilly Frederiksen, og Karen Engedal, Hammershøj, samt Ruth Pedersen, Hvidding.
Efter optælling i en telefonbog fra 1959 var der 216 abonnenter. De første 10 numre var tildelt:

nr. 1   Otto Højsgaard, smed

nr. 5   Chr. Laursen, manufakturhandler

nr. 2   Marie

nr. 6   K. Gundersen, lærer

nr. 3   Knud Thomsen, læge

nr. 7   K.E. Stützer, dyrlæge

nr. 4u   H. Hermansen, Hvidding

nr. 8   Hjort Jensen, sognepræst

nr. 4v   Marius Flarup, Hvidding

nr. 9   Hammershøj Andelsmejeri

nr. 4x   Sv. Nesgaard, Hvidding

nr. 10  M.K. Jespersen, Aarup Kærgård

nr. 4y   Adolf Nielsen, Hvidding

 

Bemærk, at på linje 4 var der 4 parts-abonnenter.


Centralbestyrer Henry Fogh Jensen,  og
inspektrice frk. Dagny Christensen, Århus
ved overgangen til automatisk drift.

I 1981 var det 1000 abonnenter installeret.

 

KVORNING
I Kvorning blev der oprettet telefoncentral i 1916 med 17 abonnementer. Centralbestyrer var fra starten og indtil 1. maj 1925 Niels Andersen. Han blev efterfulgt af Elvira Zacho, der bestyrede centralen i 32 år. Den 1. november 1957 overtog Magda Andersen stillingen, som hun beholdt indtil centralen blev nedlagt den 26. juli 1966, hvor de 77 abonnenter blev overført til den automatiske central i Hammershøj.

 


Bestyrerinden fru Magda Andersen, Kvorning, er ved at ekspedere de sidste telefonsamtaler inden automatiseringen, Hendes medhjælper, frk. Ruth Sørensen, ser til.