Hedeopdyrker Andreas Kristensen

er mindet i Kongenshus Mindepark.

         

Blandt de mere end 300 mindesten i Kongenshus Mindepark ses denne sten med sognenavnet Hammershøj. Den skal minde om ægteparret J. A. Kristensen og Karen Marie, der med flid og slid i årene 1908 til 1926 opbyggede ejendommen "Moselyst".
 
Andreas og Karen var begge fra Mors; før de blev gift i 1910 havde de arbejdet som tjenestefolk på landet.  Andreas havde bl. a. tjent som karl i Hammershøj. Han havde sparet penge op, så han kunne købe et stykke jord - 12 tdr. land lyngbevokset hede nord for Kringelhougård.
Hedearealet var fyldt med sten, som han samlede til brug ved opførelsen af bygninger på ejendommen. Da de 12 tdr. land var opdyrket, og bygningerne var opført, fik han statslån i ejendommen.
Ved flid og sparsommelighed fik de midler til at købe yderligere jord, der også blev bragt i god kultur. Noget af det tilkøbte var højmose, der henlå i gamle tørvegrave. Her udførte Andreas et omfattende arbejde med afvanding af mosen og planering og opfyldning af tørvegravene, så han her fik et fortrinligt engareal.
 


Udstillingsplanche i Kongenshus Naturcenter. Foto: K.E.R.


Andreas døde midt i arbejdet -  i 1926 som 44-årig. Da var ejendommens areal vokset fra 12 til 38 tdr. land, og der var en besætning med 2 heste, 9 malkekøer, 11 ungkreaturer + svin og høns.
Karen drev selv ejendommen videre nogle år, men solgte den så og flyttede ind til Hammershøj by.

 

Når du vil finde stenen i Kongenshus Mindepark, skal du gå til afdelingen med Sønderlyng herred. Det er ca. midtvejs i rækken af sten.

I Kongenshus Naturcenter (ved kroen) er der yderligere oplysninger og billeder om Andreas Kristensen. Kig også her under Sønderlyng herred.


Middelsom-Sønderlyng herredssten. FOTO: KER