|
Da fagbevægelsen kom til Hammershøj
I en tid, hvor fagbevægelsen er udsat for kraftige angreb både udefra og indefra, er det tankevækkende at kigge tilbage til den tid, da fagforeningerne blev dannet, og begyndelsen blev gjort til de forbedringer, den danske arbejder har opnået i løbet af dette århundrede.
Hvorfor fik man Fagbevægelsen
Baggrunden for hele denne udvikling var de store uligheder i levestandard og mulighed for indflydelse, datidens samfund bød på. Begreber som tryghed i ansættelsen, reelle lønforhandlinger, arbejdsmiljø, blot for at nævne nogle, fandtes ikke.
Ganske vist var det ikke ualmindeligt at arbejde hos den samme arbejdsgiver i en årrække; men en meget stor del af især ufaglærte var henvist til arbejde af kortere varighed, og ofte vidste de ikke, om de et halvt år senere ville være i stand til at forsørge sig selv og deres familie. Aftalerne om lønnen blev oftest lavet mellem arbejdsgiveren og den enkelte arbejder, og der blev selvfølgelig ikke stillet store krav, når man vidste, at arbejdet kunne blive givet til en anden.
Det begyndte i byerne - Septemberforliget
Disse forhold gav anledning til stor harme, og der blev efterhånden en vis tilslutning til de fagforeninger, der var opstået i København og de største provinsbyer allerede i 1870'erne.
I begyndelsen var resultaterne temmelig små dels på grund af arbejdsgivernes modstand og dels på grund af "skruebrækkere" - et nyt ord, der opstod i disse år; men efter en periode præget af politisk uro fastlagde det såkaldte September-forlig i 1899 nogle "spilleregler" for forhandlinger og sanktioner (strejke/lockout). Det betød reelt en anerkendelse af fagforeningerne.
Dansk Arbejdsmandsforbund
I den første tid nød de ufaglærte ikke gavn af de forbedringer, der var opnået - de blev i realiteten holdt nede af de faglærte på arbejdspladserne. Derfor dannede de i 1897 deres eget forbund, Dansk Arbejdsmands Forbund, der et år senere blev tilsluttet De Samvirkende Fagforbund.
Udviklingen gik en del langsommere på landet, og vi skal et stykke op i vort eget århundrede, før der for alvor kom gang i dannelsen af fagforeninger her.
Start i Hammershøj - Jens Rønning
Arbejdsmændenes Fagforening i Hammershøj blev stiftet den 17. februar 1918.
Den egentlige initiativtager var Jens Rønning, som boede i byen indtil sin død i 1975. Han var født i Taanum; men familien flyttede i 1893 til Hammershøj. Da han var gammel nok, blev han sat i formerlære i Århus; men faget havde ikke hans interesse, og han forlod lærepladsen for at stikke til søs. Dette blev indledningen til en hård, men også oplevelsesrig tid. Efter en tid som sømand kom han hjem for at aftjene sin værnepligt, og i 1908 slog han sig ned i Argentina. Da 1. verdenskrig brød ud, stak han igen til søs og sejlede i en del af krigen under britisk flag. I 1917 bosatte han sig fast i Hammershøj. Han stiftede familie og fik arbejde ved jernbanen.
Det omskiftelige liv og de mange forskellige indtryk fra hans færden rundt i verden kan nok forklare, at han havde svært ved at affinde sig med de forhold, arbejdsmænd levede under dengang.
Han fik kontakt med nogle af sine ligestillede i byen, og fagforeningsspørgsmålet blev drøftet.
Der skulle 10 personer til starte
De fleste kunne godt indse, at man stod stærkere, når man optrådte samlet; men mange holdt sig alligevel tilbage af frygt for at miste arbejdet. Derfor var det meget vanskeligt at samle de ti personer, der krævedes for at danne en forening. I virkeligheden lykkedes det ikke - den stiftende generalforsamling blev afviklet med ni deltagere - den 10. deltager var opdigtet.
I begyndelsen skabte fagforeningen - forståeligt nok - en del uro. Den lavede uorden i den samfundsorden, der havde eksisteret i generationer: enhver havde sin bestemte plads og rang, og de fleste, både høj og lav, havde affundet sig med det.
Den første tid
Det foruroligende var ikke de økonomiske krav, men nok snarere de forventede krav om forandring. Kort tid efter blev der gjort forsøg på at danne en arbejdsgiverforening med den hensigt at afskære fagforeningens medlemmer fra at få arbejde; men forsøget løb ud i sandet. I et enkelt tilfælde kunne den første tids uro nær have fået alvorlige følger, idet en diskussion om, hvem der skulle udføre et bestemt stykke arbejde, udviklede sig til slagsmål. Den ene part fik et så kraftigt slag i hovedet, at han en overgang svævede mellem liv og død. Heldigvis slap han godt fra det, og efterhånden blev fagforeningen en om end ikke elsket så dog accepteret del af byens liv.
Nu er Jens Rønning nævnt; men man kunne også nævne navne som Hviid og Lykkegaard. I dag, hvor man trods alt ikke risikerer noget ved at være i fagforening, kan man kun beundre de ni mænd, der dengang satte en masse på spil for at opnå forbedringer på længere sigt.
Hans Hulvej
|
