Tilbage

Krofolk og købmænd først i 1900-tallet

Avisartikel af handelsrejsende Petrus Christensen
i Viborg Stifts Folkeblad den 6. april 1945.
Bearbejdet og lettere redigeret af KER .

Gennem LYNGHERREDET
- Viborgs østlige Opland.
Besøg hos en svunden Tids Høkere og Købmænd
og i de gamle Landevejskroer.

Erindringer fra et langt rejseliv
DA JEG FOR 52 ÅR SIDEN begyndte dette undertiden besværlige, undertiden fornøjelige, men altid rastløse Rejseliv, havde Viborg ikke synderligt Opland til en en gros-Forretning. Der var Opland nok til Købmandsgårdene, som om Lørdagen befolkedes af Bønder fra 2½ Mils Omkreds, men ikke nok til en Grossist, med mindre Byens Købmænd og Bagere vilde stå enige om at støtte ham. Viborg har dog aldrig været særlig villig til at stå Last og Brast, til at holde på sit eget og på sine egne, og den Grossist, der skulde stole på Viborg alene eller på dens Bevågenhed, måtte få tynd Føde. Nu huske man også på, at indenfor Læbæltet, de 1½ Mil fra Axeltorvets tilplantede Sten, måtte der ikke findes Købmandsforretninger og mellem 1 og 1½ Mil kun Høkerforretninger. Oplandet måtte da søges langt ude i "Horisonten" og skulde vindes, om man da vilde fremad.  - [Hvad er Læbæltet?]

Læbæltets bibeholdelse
havde ført med sig, at der omkring Viborg, særlig i de grundtvigsk prægede Egne, opstod Brugsforeninger. I Dollerup havde Væverne, som i sin Tid deres berømte Fagfælles i Rochdale, oprettet Brugsforening, vistnok støttet i det skjulte af A.P. Jensen, som dog ikke selv var Medlem. I Løgstrup, Løvel, Vammen, Demstrup og Thorning, kort sagt, hvor Grundtvig havde en Tilhænger, fandt Rochdale-Væverne Efterfølgere i Bondestanden.
Lad mig i Parentes bemærke, at det var Fabrikanterne i Rochdale, som ejede Købmandsforretningerne og lejede disse ud til svimlende Priser. Altså ikke Købmandsstandens Begærlighed, men Industriens Glubskhed som Årsag til de høje Priser!
Enkelte Høkere havde forvildet sig i Ingenmandslandet mellem 1 og 1½ Mil. Henrik i Kølsen, Enkefru Christensen i Sdr. Rind, Birgitte i Vinkel og flere andre var begyndt at søge Holger Christensen, efter at de Købmandsgårde, hvor de hidtil havde købt deres lille Forbrug, var blevet nedlagt eller forringede. Disse enkelte kunde ikke bære en Grossistvirksomhed. Vi måtte længere ud, hvis vi ikke vilde nøjes med at være en lille Købstads lokale Høkergrossist. Dag for Dag udførtes Togter, År for År lagdes Sogne til Oplandet, og til sidst nåede vi så vidt, at vi kunde møde Fjenden (det vil sige –Konkurrenterne ) i åben Kamp og på hans Enemærker.

Gennem æ Lyngherred
Lyngherredet, som den gamle fornøjelige Købmand og Kromand i Fårup, Skalsboen Chr. Petersen, lidt hånende benævnte Sønderlyng Herred, er nu ikke noget ringe Herred. Var det heller ikke dengang, skønt der kunde være øde nok mellem Viborg og Ørum. I Ørum begyndte Grønmarken, og den varede ved til Randers, Ørum og Mollerup hørte endnu til de Viborg Købmandsgårdes Opland, men allerede Kvorning for ikke at tale om Hammershøj havde taget Afsked med Viborg og var faret til Randers. Randers havde og har for Resten den Dag i Dag et godt Greb på at drage Bønderne til sig. Bonden, den jævne Bonde, Gårdmanden, befinder sig vel i Randers, og langt ud over Herredsskel og Åskel og Amtsskel søger de ind til den nærsomme og også lidt bjergsomme Stad. Århus har byttet Bonden med fattige Studenter, og det er ”en grov ring Handel”.

Vejrumbro købmandsgård og kro
    [I en anden artikel i avisen den 25. april 1945 fortæller Petrus Christensen  om Vejrumbro.
      Dette afsnit skal derfor puttes ind her - så er alle afsnit om Tjeleegnen samlet.]
Vejrumbro Købmandsgård og Kro og Landbrug ejedes  af J. Sørensen. Han hørte absolut ikke til Kromandstypen og havde vist allerhelst frasagt sig Bevillingen. Den fine gamle Købmand var nok bondefødt (fra Hede Mølle i Lee), men havde ”stået” hos A. W. Sandberg og førte lidt af den Værdighed, som prægede A. W. og alle de Kommis’er der havde været i hans Brød, med sig ud til den anselige Købmandsgård. Han knyttedes også til Viborg Amts landøko-nomiske Forening som Sekretær, hvilket indbragte ham Dannebrogskorset.
Der fortælles, og jeg tror, jeg har det fra den gamle Købmand selv, at han havde valget mellem Kammerådtitlen og Dannebrogskorset. Han valgte Ordenen, ”jeg kunde nu ikke lide at høre: Gi’ os tre Bajere, Kammerråd”.
Sørensen bevarede megen Veneration for gamle A. W., og det var ingenlunde let at få Foden indenfor. Det lykkedes, men kun den ene Fod kom ind.
Sørensen var gift med en Datter af Lærer Andersen, Ålum, Forfatteren til ”En fåle villele Gild” og ”Skalle Lausts mislykkede Frieri”. De to kostelige Historier, skrevne på gammelt Medelsom Mål, er små ægte Perler af Hjemstavnsdigtning. Nu hører man aldrig Skalle-Laust citeret – da kun af mig i lyse Øjeblikke -, men både Julius Brems og Peter Schneeevoigt kunde den udenad. Schneevoigt havde tilknytning til Egnen, thi, så vidt jeg ved, var hans Fader Rasmus Schneevoigt, født i Tindbæk, og ”Faster Stine” huskes endnu af ældre Løvskalboere. Jeg har dvælet lidt længe ved dette første Bedested fra Viborg, ved den første Bro over Nørreå, fordi Købmandsgården og Kroen og dens Mand med det sølverne Hår lyste af gammeldags Hygge og Bravhed.
En Boelsmand, Peter Hansen, som havde dreven Uldhandel ”i den store Stil” – altså mødte på Randers Uldmarked – begyndte Købmandshandel omkring Århundredskiftet. Han handlede mest hos Skow & Co., men ”Diamantmel” og Quarker Flour” kunde han ikke stå for, så han til sidst delte Handelen mellem Skow og Holder. Den lille fornøjelige Købmand havde både Købmandsevner og Kundetække og skabte sig en ikke lille Forretning.

Ørum Kro
Ørum er den første Landsby mellem Viborg og Randers, og Ørum Kro havde i 1893 den gammeldags Blanding af Kro og Købmandshandel. Her sad på den Tid, jeg med Ægvognen kom til Landsbyen, Carl Vørum (ja, han hed nu C.V. Christensen, men Vørum skulle jo være lidt ”finere”) som Kromand og Købmand. Han var Degnesøn vistnok fra Kvorning, havde ”lært” Handelen og var blevet gift med den rige P. Vestergårds Datter i Kvorning. P. Vestergård var så ”urimelig” rig, sagdes det på Egnen, og gemte sine Penge de utroligste Steder. Carl Vørum var en redelig og noget idealistisk indstillet Mand, en Kende stor af P. Vestergårds mange Penge, som der tilsyneladende ingen Ende var på. Krovirksomheden passede hverken ham eller Konen, og det var sikkert en Lettelse, at Kroen blev ”Afholds”. Der hørte både Jord og Byggegrund til Ørum Kro, og Vørum opbyggede Kroen med Butik på den anden Side af Vejen. Meget upraktisk blev der en 3-4 Trin op til Butikken, men man kan nu engang ikke vænne Kunderne til at gå ”op” i en Butik, og Vørum måtte for at bevare Handelen flytte Butikken tilbage til dens gamle Plads, hvor der for øvrigt blev indrettet en rummelig og hyggelig gammeldags Bod. Det er fra den gamle Kro, jeg har mine første Minder – og lyse Minder.

Gæst hos den Ørum Købmand
Fra Mammen kørte Jacob og jeg over Bro Mølle, Vejrumbro og kringelede os op over Vels Bakker til Ørum, hvortil vi ankom sidst på Eftermiddagen, fik læsset Æg og Skind på fra Vørum og Anders Hansen, spiste til Aften i Kroen, hvor vi altid var den gæstfri og rundhåndede Købmands Gæster, og så gik Turen hjemad i den lyse Våraften. Jacob sang sin bedrøvelige Vise i ikke lydefri Rim:

   Jeg har forsvoret at drikke Brændevin,
   jeg har forsvoret at spille kort,
   men jeg har elsket den Jyllands Pige,
   det var det værste, som jeg har gjort.

”Grundmotivet” behøvede en Tom Kristensen ikke at skamme sig over, men jeg vil tro, han vil ”gi mier å æ Væsel” . Og når Jacob havde udstødt sin Kvide, faldt han i Søvn, mens de to tykke røde gik støt hen ad Vejen, og jeg listede Tømmen til mig. Jeg syntes dog, at en skulle holde sig vågen, for vi kørte med en dyr Last.

I Ørum havde der vistnok i mange År været en mindre Købmandshandel ved Siden af ”den kgl. Privilegerede Kro og Købmandshandel”.
Denne Købmandsforretning blev i 1891, vist et halvt År efter, at Carl Vørum havde købt Kroen, overtaget af Uddeler Anders Hansen fra Mollerup. I Mollerup var i Firserne opstået en Brugsforening – i mange, mange År den eneste i Herredet – vistnok en Følge af en stærk politisk Bevægelse, der som Leder havde den kloge og myndige Lærer Jensen.
Anders Hansen blev den første Uddeler. Han var imidlertid tillige Slagter og ”stod” om Lørdagen på Viborg Kødtorv. Desårsag var Brugsforeningen lukket om Lørdagen, og da Anders Hansen ikke ville handle om Søndagen, førte dette til Gnidninger, og Anders Hansen som nu havde fået lyst til Handelen, købte så den lille Høkerhandel i Ørum. Det var vistnok Carl Vørums Hensigt at ”knuse” den ikke ”faglærte” Slagter, men den lille og energiske og forstandige Mand, som altid havde et Ordspil eller en Vittighed på Læben, kunde P. Vestergårds mange Penge, nu ikke slå ned. Ved ukloge Dispositioner gik Vørum tilbage År for År. Anders Hansen gik forsigtig frem, og hans Forretning blev, efter at Sønnen, den nuværende Købmand Anders Hansen i Viborg, havde opbygget den solidt og praktisk, snart Byens største.

Mollerup Brugsforening
Efter Anders Hansens Bortrejse fra Mollerup blev Boelsmand Laust Molbo og hans Kone, Petra, Uddelerfolk, og de ledede Brugsforeningen godt. Petra havde stået ”i Lære” hos Købmand H.P. Christensen i Vammen, hvorfra hun kendte Holger Christensens, og man mødte altid Venlighed hos den dygtige Kone. Der var Bysmedie i Mollerup, og den gennembrave Smed Nielsen syntes ret en Type på den troværdige Stand.

Købmænd i Kvorning og Hvidding
Endnu kørte de fleste Mollerup Gårdmænd til Viborg om Lørdagen, men nåede vi Kvorning for ikke at tale om Hammershøj, kørtes der til Rajs. I Kvorning var en af Egnens Folk, Esper Jensen (Flarup), blevet Købmand, og med ham stod vi i god Forbindelse, idet han kunde hente det berømte Diamantmel i Fårup.

Købmand Esper Flarups hus
i Kvorning

Også med Vorning- og med Hvidding-Købmænd handlede jeg.
Murer Chresten i Hvidding, ja således kaldtes han i Egnens Mål, fordi hans Far havde været Murer, men ellers bar han det borgerlige Navn Chr. Jensen (senere Skøttgård), var en særdeles tilforladelig habil Købmand og en dygtig Kommunalmand, der i mange År sad som Formand for Vorning-Kvorning-Hammershøj Sogneråd.

Den gamle kro i Hammershøj
Forinden jeg nåede så langt som til Hvidding, - vi øgede Oplandet ”Pø om pø”, - var jeg i flere År kommet til Hammershøj.. Jeg mindes godt den gamle Kro med Købmandshandel og husker, at Skænkestue og Butik var i samme Lokale, således som ældre Viborgensere kendte, det fra Nybro Kro og Grønhøj Kro, og jeg fandt det i Amtets andre gamle Landevejskroer: Løvskal, Fårup (ja, det er nu i Randers Amt), Hald, Svostrup, Grauballe, Løvelbro, Hvolris.
Den brolagte Landevej synede helt fornemt, og Købmanden, som var fagmand, bar det fornemme navn Stabell. Billede af den gamle kro

Når Postvognen fra Viborg
ved Middagstid kom til Hammershøj, var de ”Nejebøjer” [Nederby-bønder ] mødt. De skulle hen og hente Breve – de skulle Pokker, nej, de vilde hen og høre lidt Nyt fra Staden Viborg, - snakke med Postkører Dam, som i den landlige Rangforordning stod lige med en Storgårdmand, hilse på en eller anden ”Rejsendes” (det vil sige Handelsrejsende) og få en Passiar og en Kaffepuns med en ”ude fra den store Verden”. Selv da Kroen i 1906 blev bygget op, og der kom en ny Vært, vedblev ”de Hammershyver” med de gamle Sædvaner. Det var brave Folk, velstillede Folk, flittige Folk, som, når de havde gjort en god ”Formiddagsbed”, syntes, at de kunne tillade sig en Times Hvil. Der blev sjældent nydt til Overmål, bare sådan ”et Par Gevesen”; så gik Snakken så let.

De var skrappe i Handel, de gode Hammershøjer. Hver Hest, hvert Kreatur var vurderet af hele Byen, og ingen af de Kristrup-Slagtere kunde rose sig af at ”ha taget” en Hammershøj-Bonde. Den Hammershøj-Gårdmand havde et godt Overblik over sin Bedrift, og den mere kloge hjalp den mindre kloge, eller udtrykt således: Den mindre dygtige tog ved lære af den dygtige. Byen hørte sammen og holdt sammen, men ikke på den proprietæragtige Måde, at andre Samfundsklasser ikke måtte leve. Jeg har altid syntes så godt om denne bramfri Bondestand, der var hjælpsom og godsindet overfor de dårligst stillede, og jeg har endog taget den i Forsvar, da den rare Biskop Poulsen i Viborg fortalte mig, ”at han havde hørt så meget om de Hammershøj Bønder”.

I Kupé med Biskop Poulsen
Det var under forrige Verdenskrig [1914-18 ], at jeg fra Ålestrup til Viborg kom til at rejse sammen med Biskoppen. Vi var ene i Kupeen og kom i Samtale om Tobak. Biskoppen beklagede sig over, at han ikke mere kunde få en ordentlig Røgtobak. Deri kunde jeg hjælpe ham. Så var Isen brudt, og da jeg heldigvis havde en respektabel Cigar at byde, kom en Samtale let i Gang. Om hvad – ja, om Stiftets Forhold, om Egn, om Folkekarakter, og den elskelige Bisp fortalte, at han havde hørt så meget om Vorning-Kvorning-Hammershøj Pastorat, ikke sådan af det gode. Men så blev jeg Fyr og Flamme, forklarede, at det var en herlig ublandet Stamme, rettænkende og godsindet. At de fra gammel Tid, når Postvognen meldtes, var vant til at gå til Købmandshandelen og Kroen for at høre nyt fra Storstaden, skulde ikke lægges dem til Last, at Præsten som var Københavner, ikke forstod at komme i Kontakt med denne Befolkning, måtte være hans Fejl! Om jeg overbeviste den gode Prælat, tør jeg ikke afgøre, men mine kære Hammershyver skulle ikke uden Forsvar misdømmes af en Københavner. Ja, det var under forrige Krig, at Stænderne bøjedes mod hinanden, så en høj Prælat og en Handelsrejsende kunde tale ”menneskeligt” sammen – nu vilde hver sætte sig i Kupéhjørnet og se utilnærmelig ud.

Jeppe Andersen kom til Hammershøj
Med Hammershøj kom jeg først rigtig i Forbindelse efter 1897. Hverken med Stabel eller Kjær, som blev gift med Stabels Enke, søgte vi Samhandel, men i nævnte År nedsatte en ung Kommis fra Viborg, Jeppe Andersen, sig som Købmand i Hammershøj. Fra mødrene Side stammede han fra det nærsomme Kvols og var af den ansete Jepsen Slægt, havde lært hos Niels Ebbesen i Sparkær Kro, og var hos Søren Wændelin i Viborg og blev af Manufakturhandler Sand, som havde oprettet en Filial i Hammershøj (Sand var en fremadstræbende Mand, der godt vilde gå Hans Christensen ”i bedene”); opfordret til at begynde i Hammershøj. Sjælden har jeg set en Tilflytter falde så godt til, som Jeppe Andersen gjorde i Hammershøj. Denne rolige kloge og velafbalancerede Mand med et vist skælmsk Lune passede de gode Hammershøjer, og det varede ikke mange År, før Andersens Forretning var den største i en vid Omkreds. Han flyttede op til Vejen og byggede en velindrettet Købmandsgård. Igennem de mange År, Andersen og senere hans Søn var Købmand i Hammershøj, stod jeg i godt Samarbejde med denne dygtige og forstandige Købmand.

Kromænd i Hammershøj
Omkring Åhundredskiftet blev Severin Sørensen, en Købmandssøn fra Langkastrup og velhavende gift med en Gårdmandsdatter fra Øster Tørslev, Kromand og Købmand. Han var en overordentlig tiltalende Mand. Imidlertid passede Krovirksomheden ikke i det lange Løb hverken ham eller hans Kone, og han brød af i god tid og købte en gård i Øster Tørslev ved Randers, hvor han sidder som en anerkendt dygtig Landmand.
Urmageren i Hammershøj, senere Købmand, var Viborgenser af den store Handberg-Slægt. En rigtig fornøjelig Mand med mange Erindringer fra det gamle Mikkelsgade-Viborg og med Lille Mikkelsgade-Sproget i god behold.
Vist i 1904 kom Kroen påny i gode Hænder, da Chr. Jacobsen, der i sin Tid havde Højbjerg Kro (sammen med Svogeren Rasmus Madsen) og derefter var Forpagter af Ulstrup Gæstgivergård, købte Kroen med Landerie og Købmandshandel. Kort Tid efter, i 1906, blev Kroen opbygget. Ogsså Chr. Jacobsen ”faldt til” i Hammershøj. Imidlertid skulle han ”prøves af”. Om han var en fin, forsigtig Pernittengryn eller et regulært Mandfolk. Kræn Østersmej fik Opgaven betroet, og en af de første Dage efter Jacobsens Ankomst buser Kræn Østersmej ind til ham: Ka do lo’en mæ 100 Kr., Jacobsen? – Ja, det kan do rigtignok, Kræn Øster; vær så god!
Og så gik Kræn Østersmej ud til Bymændene: Jov, han er gue nok!, og Hammershøjerne havde nu fået en Kromand som passede dem. I mange År ledede Jacobsen Kroen, roligt, bestemt, værdigt, så den blev en Mønsterkro og en Pryd for Erhvervet.

Den fornøjelige Landinspektør
I Hammershøj Kro traf jeg ofte den fornøjelige og festlige Landinspektør Christian Møller fra Randers. Den forhenværende Garderløjtnant var kendt i vide Kredse for sit muntre Vid og sine utallige godt fortalte Historier, kendt fra Slot til Borgerhus og Bondehjem. Han mestrede Randers-Dialekten, og når han gengav sine skarpe Iagttagelser fra Krostue og Ølstue, måtte man på Nåde eller Unåde overgive sig til Latteren. De Nejerbøjer forstod ham, og han satte til Gengæld Pris på deres mere stilfærdige Lune. En Dag inviterede han Kræn Østersmej til Middag på Hotel Dagmar i Randers. En Stund forinden ringede han til Hotellet: jeg kommer om en Times Tid med en Gæst for at spise til Middag! Han er for øvrigt Hofjægermester, tilføjede han lidt nonchalant, med det forfejlede ikke sin virkning: De to Tjenere trak i deres fineste Kjole og stiveste Skjorte og stod opstillet ved Døren, da Chr. Møller og ”Hofjægermesteren”, alias Kræn Østersmej, trådte ind. Den sidste i Træsko og hvide sokker. Træskoene satte han forsigtig uden for Døren. Tjenernes Ansigter blev så lange, at en Barbering i dette Øjeblik vilde have kostet dobbelt.
- Ja, her kommer Hofjægermesteren og jeg, sagde Møller med sit charmerende Smil, og skal have den bestilte Middag! Hvordan Middagen forløb, skulle man høre ham fortælle, og den Tørvetriller, som kunne stå for Landinspektørens Fortællekunst, er ikke født.
Han havde også en lille poetisk Åre, som udsprang, hvor den gamle Randers Landevej drejer ved Fussingø Skov, og endte ved Fladbro, og som fik sin Forløsning i Viborg Stifts Folkeblad.
 

Møller er ikke mere, og det gamle Hammershøj er ikke mere, og jeg kan nu ikke se, at den nye Hammershøj By, som er vokset op efter Banens Ankomst, er blevet bedre end den gamle. Morsommere er den da ikke blevet.

Petrus Christensen