Kvorning Kirke

Kirkebygningen.
Sognefolkene i Kvorning byggede omkring år 1200 en kirke oppe på bakken syd for landsbyen. Oprindelig bestod kirken af kor med alteret og skibet, hvor menigheden samlede sig. Den ældste del af Kirken er - som de nærmeste af egnens kirker - opført af smukt tilhugne granitkvadre og indvendig af rå granit. Soklen er tilhugget granit med skråkant.

Sydportalen

Nordportalen

Der var to døre. Syddøren, der stadig benyttes som indgang, ses inde i det senere tilføjede våbenhus. Sokkelstenen er ført igennem i døråbningen og giver et meget uheldigt højt dørtrin. Døråbningen er indrammet af glatte karmsten og et rundbuet stik af 5 store tilhugne kvadre foroven, denne bue bæres af smukt profilerede gesims sten. Vi kirkegængere ser desværre ikke i dag den øverste del af denne portal, idet den er skjult af bjælkeloftet i våbenhuset.
Norddøren er tilmuret, men den står stadig synlig udvendig i murværket.

Til den oprindelige kirke med skib og kor, er der senere tilbygget et våbenhus mod syd foran den oprindelige syddør. 

Den ældste del af kirken er fra gammel tid tækket med bly. Pontoppidans Danske Atlas fra 1768 siger, at kirken er tækket med Bly, og i 1802 ansøger kirkens ejer om at måtte erstatte blytaget med strå. Det fik han ikke lov til. Det tilbyggede våbenhus mod syd har tegltag.

I kirkens nordside er vinduerne små, sikkert den oprindelige størrelse, ligeledes korets tilmurede vindue mod øst. Vinduesåbningerne mod syd er udvidet meget betydeligt, de er et tydeligt tegn på, at ”nu vil man havde mere lys ind i kirken”.

Indvendig står kirken hvidkalket. Korbuen er udvidet i nyere tid med en lille hvidkalket vulst som imitation for ”kragsten”. Under kalken findes på væggene rester af kalkmalerier fra 1300’-1400’tallet. På skibets nordvæg findes et overkalket ”lykkehjul” og et mindre ses stadig i koret ved vinduet mod nord.
Lykkehjulet eller livshjulet er et billede på livets skiften fra fødsel, ungdom, voksen, alderdom og til død. 
 

Et Stenhugger mærke
På korets udvendige sydside – i højde med vinduet - finder man indhugget i en af kvadrene fire små kors. De tre på række og et ovenover. Er det kirkens bygmester, stenhuggeren, der her har sat sit mærke?

Kirkeklokken
Mod vest har der været et lille tårn, i hvilken kirkeklokken var ophængt. Dette tårn blev brudt ned i 1895, og der blev i stedet anbragt en lille tagrytter til kirkeklokken. I jordsmonnet ud for kirkens vestgavl ligger der sten, der antyder tårnets grundflade. Der findes et gammelt fotografi, der viser tårnet stående ved kirkens vestgavl.

Pontoppidans Atlas (1768) skriver om kirkens klokke: ”Inskription er IS GODT MIT UNS WER KAN DEN WEDDER UNS M.H.P.M 1594”. Uldall nævner (1906) i sin store bog om kirkeklokker: ”Kvorning Klokke omstøbt 1859. Den oprindelige støbt af Nicolavs”.

Tagrytteren blev fornyet i begyndelsen af 1970erne. Der blev samtidigt installeret automatisk ringning.

Kirkens norddør lukket med  2 gamle ligsten

Tre romanske gravsten
Til lukning af den nordlige døråbning har man bl.a. benyttet to romanske, middelalderlige, gravsten. En tredje gammel romansk gravsten er lidt respektløst blevet placeret i kirkegårdsdiget, ganske vist lige ved kirkegårdslågen, så man straks ser den. Disse tre gravsten har sikkert ligget på grave over betydelige personer fra Kvorning sogn. Deres navne er for længst glemte, men stenene bringer alligevel bud fra en fjern fortid.
Den første, med de to kors, kan man formode har ligget på en grav over to personer (et ægtepar ?). 
Den sidste sten (i kirkegårdsdiget) med det dobbelte gaffelkors er mere sjælden. Gaffelkorset kaldes også røverkors, idet der har været en tradition for, at røverne ved Jesu side var korsfæstet på gaffelkors. Man kan så gøre sig nogle tanker om, hvorfor netop denne korsform er anvendt på ligstenen.

Kirkens inventar
Kirkens ældste inventar er døbefonten, den er vel lige så gammel som kirken. Den står i dag i venstre side af korbuens åbning, men har sikkert, som det tidligere var almindeligt, stået nede i skibet mellem de to indgangsdøre. Det er en smuk regelmæssig glathugget granitkumme, der står på en granitfod med hjørneblade.

I døbefonten ligger et sydtysk dåbsfad fra ca. 1575. 
Det er slidt af 400 års brug og pudsning, dog ses endnu på fadets flade kanter prægede ornamenteringer og i fadets bund en fremstilling af syndefaldet. 
Her ses Eva, der rækker Adam æblet, mens slangen slynger sig om træet.

Den enkle, ikke særlig prangende altertavle , hvis proportioner passer fint ind i kirken, er af egetræ og angives til at være fra 1600’tallet. I en protokol på Nationalmuseet hedder det (1870) om altertavlen, at ”den er fuldkommen smagløs og cassabel”. Og menighedsrådet overvejer her i 2004, om den skal kasseres.
I midterfeltet et maleri, Bjergprædiken, visende Jesus siddende på en klippeblok. Det er malet af H. Sigumfeldt i 1882, og kostede dengang 200 kr.
Alterbordet dækker et gammelt muret alter.
På alterbordet står to malm lysestager . De har indgraveret årstal og initialer: 1672 ISW. De er altså anskaffet eller skænket til kirken, nogle få år før kirken blev overtaget af Fussingø. Det kunne være spændende at finde ud af, hvem ISW var. 

Prædikestolen er fra samme tid som altertavlen (1600’tallet). 
Stolen har fire fag, der hver indrammes af fritstående søjler. Hvert fags hovedfelt har i det arkadeformede midte et maleri forestillende en af evangelisterne, der hver er forsynet med deres symboler.   Menneske, Løve, Okse, Ørn.

I frisen over malerierne læser man fra felt til felt den malede tekst: 
SALIGE ER DE / SOM HØRER / GUDS ORD OG / BEVARER DET
I felterne under evangelistmalerierne står deres navne
S.MATTHÆUS / S.MARCUS / S.LUCAS / JOHANNES
“S-et” foran navnet Johannes blev fjernet ved en farve  undersøgelse i 1962, og det blev ikke påført igen.

Matthæus

Markus

Lukas

Johannes

Sagkyndige skønner, at disse malerier stammer fra 1700’tallet. De blev restaureret i 1934 af kirkemaler Povl Jensen. Ved en undersøgelse foretaget af Nationalmuseet i 1962 fandt man, at der under malerierne var indlagt et mosaikarbejde med seksstrålede stjerner i felterne. Der fandtes også mosaikarbejde andre steder på stolen. 


Kirken har bevaret et stoleværk (bænke) fra 1626. Der er naturligvis foretaget reparationer og udskiftninger i de små 380 år, men hovedpræget er bevaret, dejligt. Ovenpå den rektangulære stolegavl, der har en profileret fyldning, er der et stykke med udskåret Kristus monogram og årstal. De sammenslyngede bogstaver IHS, er de første bogstaver i det græske ord for ”Jesus”. Kun på en af gavlene har vi hele årstallet 1626. På de øvrige gavle står kun tallet 26. Nogle gavle har slet ingen tal, det er sikkert senere fremstillede gavle, hvor man nok har udskåret Kristus monogrammet, med undladt et årstal. 
Lågerne ind til stolen har en rigt udskåret fyldning. Den er udformet som en lukket portal.
Murværket indenfor stolene er beklædt med træ paneler. De ældste dele af disse er måske lige så gammel som stolene. 
 

Kirken fik elektrisk lys indlagt i 1921. Her blev de 2 lysekroner skænket af Jens Flarup og Ane Johanne.
 

Nyere gaver på alteret
På alteret står en bronze lysestage med syv lys. Den har indgraveret teksten: ”Skænket til Kvorning Kirke den 6-12-1954 af K.M.H.”. Giveren var frk. Halket, der yderligere i 1956 skænkede kirken en sølv vinkande. Denne frk. Halket, der havde sin barndom i Kvorning og sit voksenliv på Sjælland, følte sig livet igennem stærkt knyttet til Kvorning, og ved hendes død i 1971 arvede Kvorning Kirke et betydeligt beløb fra hende.

Kirkens orgel 
I 1915 indhentede fremtiden Kvorning Kirke. Ved en begravelse havde man fået et stueorgel, et harmonium, opstillet i kirken til at ledsage salmesangen. Dette var vellykket – og man besluttede i menigheden, at man ville indsamle penge til anskaffelse af et orgel.
Nu tilbød gårdejer Jens Flarup og hans hustru Ane Johanne, at de ville skænke orglet, sognet skulle kun betale det opstillet og sørge for den fremtidige drift. Orgelbygger Sørensen, Horsens, afleverede i september 1917 det færdige orgel. Det var en stor gave Jens Flarup og Ane Johanne (’An Johan’) havde givet kirken, og efter hvad eftermælet fortæller, var det ikke mindst An’ Johan’ der havde været drivkraften bag denne og nogle senere gaver  til kirken (de 2 lysekroner).
I 1990 fik kirken et nyt orgel, hvor man bevarede den gamle facade fra 1917.

Barnekisten 
På gulvet under bænken foran orglet står en lille kiste fastboltet til gulvet. Denne kistes historie kender vi kun fra overleveringen, og det er utroligt lidt vi ved om den. 
Alligevel er den kendt af mange ud over det ganske land. Det var St. St. Blicher der gjorde denne kiste kendt gennem sin fortælling fra 1824 om ”Nøddåben i Vorning Præstegård”. Denne fortælling henter sit motiv i begivenheder, der skulle være forgået ca. 80 år tidligere. 
I Kirkebogen står der under begravelser i 1740: ”D. 12. april [begravet] et barn Christiana i Qvorn[ing]”. Omkring denne indførelse i kirkebogen er der mange år senere tilføjet:
”NB: I Qvorning kirke står endnu 1811 et lidet skrin under en bænk lige for kirkedøren, hvori findes fortærede fødder og hovedskal af et spædt barn tilligemed en sortblommet fruentimmerhue, formodentlig reliqvier af dette barn, hvis fader og moder ikke nævnes.
NB.: Efter gamle folks udsagn skal det omtalte skrin være bragt ind i kirken om natten ved den kones hjælp, som havde kirkenøglen. Der var samme tid alarm angående et barn, som af fremmede blev bragt til Vorning præst for at døbes, hvilken præsten nægtede, men hans kone døbte det. Fra Clausholm blev der gjort undersøgelser om dette.”
Sognepræsten Jørgen G. Blicher (præst her 1784-1825), der i 1811 laver denne tilføjelse, har han gennem mange år som præst i sognene haft lejlighed til at lytte til og spørge til det, som de gamle fortalte. Vi kan derfor gå ud fra, at præstens korte tilføjelse til kirkebogen rummer essensen af det fortællestof, der har lydt omkring 1800-20 i Vorning og Kvorning, og som vi ellers i dag kun kender gennem Blichers digteriske behandling. St. St. Blicher har formodentlig fået sit kendskab til fortællestoffet ved sine ophold hos sognepræsten Jørgen G. Blicher, der var hans farbror.
Hvad er sagn, og hvad er virkelighed – vi ved det ikke, men kisten står her og efter Nationalmuseets bestemmelse skal kisten være fastgjort, så den forbliver på sin plads.

Eksercerplads ved Kvorning Kirke?
Biskop Søren Lintrup visiterede Kvorning Kirke den 3. august 1721. Han skriver i sin visitatsbog, at han var tilfreds med kirkens bygninger og ornamenter, dog var lågerne og stolperne ved kirkegårdsmuren forfaldne, men selve kirkegårdsmuren stod dog stærk og fast. Men han ville påtale, at der i kirkens nederste del eller tårnet lå mundering til et kompagni soldater.
Netop denne sidste bemærkning i biskoppens visitatsbog kan give begrundelse for at antage, at der ved Kvorning Kirke var eksercerplads for landmilitsen. Frederik 4. oprettede i 1704 sin landmilits af bønderkarle udskrevet til soldatertjeneste. Disse karle skulle hver søndag efter gudstjenesten møde til eksercits i 2 timer. Eksercerpladserne var fælles for flere sogne, og her var Kvorning et naturligt mødested. Fra gammel tid havde Synderlyng herredsting haft sin placering i Kvorning sogn, så her havde folk fra hele herredet haft en tradition for at mødes. 
Tinget blev flyttet fra Kvorning i 1686, men derfor kunne man jo godt i begyndelsen af 1700’tallet stadig mødes i Kvorning til eksercits. 

Kvorning Kirke var gennem omkring 230 år ejet af herremanden på Fussingø. Først 1915 blev kirken overdraget til menigheden i Kvorning sogn