Mit navn er Jess Marlo Jensen.
Jeg er født den 31.08.1945 i Hammershøj.

Jeg er 3. generation af en gammel malerfamilie, som har hørt til i Hammershøj siden 1898. Min farfar, som star-tede dynastiet, hed Jens Eliot Jensen. Han døde i øvrigt før jeg blev født, så jeg ved ikke så forfærdelig meget om ham. 

Jeg ved dog han var medlem af sognerådet omkring 1910-1920, og at han gjorde sig særdeles bemærket inden for dilettant / amatørteater, ligesom han var aktiv omkring Amtsudstillingen i 1909 og en af initiativtagerne til Hammershøj Andelskasse. Min farfar var en meget dygtig håndværker, lidt af en kunstnertype. Han blev gift med Katrine Jørgensen, som var mejerske på Hammershøj mejeri. De fik 11 børn, hvoraf min far, William Jensen, var en af dem.

Farfar Jens Eliot Jensen

Farmor Katrine Jensen

Min farfar byggede sit første hus på Stadionvej lige over for den gamle skole. Det blev dog snart for lille, hvorefter han i 1919 byggede et større hus, Viborgvej 19, som var mit barndomshjem, det var også her Andelskassen fik sit første kontor i 1921. 
Min farfars hus var et ganske smukt hus bygget ind i en bakke, med 3 etager til gaden og 2 til havesiden. Det var hvidkalket med karnap, sprossevinduer, tandsnit, ornamenteringer og altan.
 

Min farfar var, som tidligere nævnt, lidt af en kunstnertype. På de store gårde, oftest der, hvor man havde 3 stuer og 3 skorstene, malede han landskabsmotiver på væggene, i ”den pæne indgang”, indrammet af marmorerede felter. En maleteknik for efterligning af rigtig marmor, ligesom der var maleteknikker til efterligning af ædlere træsorter, i særdeleshed udført på møbler, døre og paneler. Ligeledes malede min farfar et ukendt antal ”sofastykker” af skovsøer, springende hjort i vinterlandskab og jeg ved ikke hvad, oftest til ”bønderne”. Der var lidt prestige i at have et rigtigt maleri hængende på væggen dengang. Som betaling fik han naturalier.

I 1925 holdt mine bedsteforældre sølvbryllup. De er fotograferet foran huset Viborgvej 19 sammen med deres 11 børn. Min far, William, ses yderst til højre på billedet. I 1936 overtog min far, William Jensen sin fars malerforretning, og jeg kom som 3. generation i malerlære hos min far i 1963. Kundekredsen var i stor ud-strækning Hammershøj by med private kunder, større gårde, kommunalt arbejde, skoler, lærerboliger m.m., dog også en del i oplandet Vorning, Kvorning, Tindbæk og Læsten m.m. 

Min far William Jensen

Min mor Hedvig Jensen

Min far på cykel med tapetbogen i bagagebæreren og min storebror  på "stangen".

Min læretid var også tidspunktet, hvor kvinderne begyndte at komme ud på arbejdsmarkedet, hvilket betød at kundekredsen blev forøget med et klientel, der ikke tidligere havde haft økonomisk mulighed for at ”ringe” efter maleren”.
 
Min læretid var en dejlig tid. Det at komme ud i private hjem, komme tæt på folk og få en god snak, det var lige mig. Som regel blev man budt på både formiddags- og eftermiddagskaffe, det var dengang, der var 
nogen hjemme om dagen. På gårde, der lå lidt afsides, blev vi ofte budt på 
middagsmad, for mange var det lidt af en festdag, når maleren kom på besøg. 


Jeg startede min skolegang på den nybyggede Hammershøj skole, den som i dag er efterskole/skakskole. Vuggestuer, børne-haver og fritidshjem eksisterede ikke dengang, mor gik jo for det meste stadig derhjemme. Der var 7 klassetrin samt realskole. Jeg kan endnu fornemme lugten af hovedrengøring og nyferniserede gulve, når vi kom tilbage efter sommerferien. Alt var særdeles velholdt, hvilket ikke kan siges om skoler og institutioner i dagens Danmark, som i stor udstrækning er snavsede og nedslidte. 

Af en landsbyskole at være, var det efter datidens forhold en moderne skole med sløjdlokaler, køkkenskole til husgerning, stor gymnastiksal og udendørs bold-baner. (Billede: 3. klasse 1955) Der var respekt omkring lærere og skolens inventar, og dagen startede med fælles morgen-sang på den lange gang. Spanskrøret var heldigvis på dette tidspunkt afskaffet, men en på siden af hovedet, eller et ryk i øret kunne man sagtens redde sig, men oftest var et brilleløft eller et skarpt blik tilstrækkeligt til frembringelse af ro i klassen.

Jeg er selvfølgelig både døbt og konfirmeret i Hammershøj kirke, ligesom jeg havde fornøjelsen af at male kirken i min læretid sammen med min far, hvilket vil fremgå af min signatur bag på ryglænet af bænken stødende op til prædikestolen. Samme sted kan man konstatere, at kirken tidligere er blevet malet, ca. omkring 1930, af min farbror Eliot Jensen, som på det tidspunkt var malersvend hos min farfar. 

Efter min fars død i 1977 blev huset, Viborgvej 19, solgt, og er senere nedbrændt. I dag ligger der en frisørsalon, som er tilbygget nabohuset, ikke noget smukt syn. 
Kører man gennem byen i dag, syntes jeg, at der er mange af de gamle, stadig eksisterende huse, der er blevet ”moderniseret”, om- og tilbygget til ukendelighed uden respekt og hensyntagen til det oprindelige udseende, noget man desværre ser i mange landsbyer rundt omkring i landet. 

En formildende omstændighed   for byen er dog ”Slottet”, i dag Lottruphus Antik. I min tid var det sommer-residens for Hr. Clemann, en rigmand fra Skive, hvis barndomshjem var den nu nedrevne Lottrupgård, som lå vest for ”Slottet” . Hr. Clemann boede der som nævnt kun i sommerhalvåret, resten af året sov det sin torne-rosesøvn, og var derfor mystisk og dragende for os drenge. I min læretid blev min far og jeg hvert forår entreret til at udføre småreparationer af malermæssig karakter. Der blev aldrig udført et totalt behandlingsforløb, for Hr. Clemann var en påholdende mand og ruttede ikke med pengene. I øvrigt var han ugift, og havde en husbestyrerinde til at føre hus for sig, de var Des, og tiltaleformen var Hr. og Fr. 
 

  Det lå selvfølgelig i kortene, at jeg skulle overtage malerdynastiet som tredje generation, men tingene udviklede sig lidt anderledes. 
Efter min læretid aftjente jeg min værnepligt i København, efter-følgende tog jeg en videregående uddannelse inden for malerfaget, hvilket gav mig mulighed for at blive tekniker inden for malerfaget. Jeg har siden 1969 vært ansat som teknisk Konsulent på to af vore største farve- og lakfabrikker. Jeg er i dag pensioneret, gift og har 3 børn, og bor nord for København, hvilket jeg i øvrigt har gjort siden 1969.

Jeg har trods alt været tro mod den teoretiske del af malerfaget, men er nok den sidste i familien, der er i besiddelse af et ”malergen”. Tiderne skiftede og skæbnen ville det anderledes.

 --------------------

Hammershøj by i min barndom, 
som jeg husker den!

Hammershøj var i min barn- og ungdom uomtvisteligt verdens navle.

Byens "honoratiores" fotograferet under en udlandstur. Øverste række fra venstre, købmand Friis, mekaniker Thougaard og blikkenslager og sognerådsformand Agner G. Winther. Nederste række fra venstre, fru Winther, fru Friis, fru Thougard, min mor og far. Billedet må være fra ca. 1951-52. Da mine forældre kom hjem, stiftede jeg for første gang bekendtskab med en banan.

Der var masser af liv og ungdom i byen. Det var tiden, før små og store landbrug blev sammenlagt til store enheder. Der var stadig lidt af den gamle landsbystruk-tur tilbage med gårde inde i byen og mejeri. De fleste større gårde havde en karl eller to, ligesom mange husstande også havde ”ung pige i huset”. Der var mejerister og centralpiger på Hammershøj central. Jeg husker kun tocifrede tlf. nr. i byen fra dengang. Det var for øvrigt hel-ler ikke usædvanligt, at byens håndværksmestre, bager, kroen og brugs m.fl. havde en svend, lærling eller anden hjælp ansat med kost og logi.

Det var også tiden, hvor der var kro/hotel og biograf i byen. Årets højdepunkter på kroen var pinsebal og nytårsbal, virkelig et tilløbsstykke. I sommerhalvåret var det restaurant Bloksbjerg ved Ålum, der trak. 
Folk kom fra både Randers og Viborg for at sværme under de grønne bøge i den gamle træpavillon med danseorkester til den lyse morgen. Biografen spillede film tirsdag, onsdag, fredag og søndag. Der var 2 pauser i en forestilling, så alt i alt varede en almindelig spillefilm et par timer godt og vel. Så vidt jeg husker, kostede en børnebillet en krone og femogtyve øre. 
Ligeledes var der en stribe af forretninger inkl. håndværk, som ikke eksisterer mere.
 

Lægeboligen i Hammershøj. Fra den tid hvor man byggede smukke og solide huse

 

Jeg kan nævne følgende: 2 købmænd, købmand Friis og købmand Jensen og så selvfølgelig Brugsen inkl. foderstoffer, ved Ingvar Andersen. Derudover var der Tatol (Schous sæbehus) ved Åse Pedersen, 3 gartner/grøntforretninger, gartner Nielsen, Eriksen og Madsen. 2 autoværksteder, Thougaard og Dalsgård, skrædder/herrerekviperingsforretning ved Herluf Nielsen, manufakturforretning ved Mina Lauersen, 2 EL installatørforretninger, Kielsgaard og Hans W. Andersen, som desuden havde butik med lamper og div. el artikler. Desforuden var Hans W. Andersen

Fridas brødudsalg, tilholdssted for mange unge grundet et par spilleautomater, samt meget godt til ganen. Frida lukkede først kl. 22

Biografoperatør ved Hammershøj Bio. En bager var der selvfølgelig også ved Poul G. Jacobsen, samt et brødudsalg ved Frida Thougaard, som i øvrigt var et yndet tilholdssted for unge mennesker grundet et par spilleautomater i butikken, og så kunne man købe smøger i løs vægt, 5 stk. for en krone. Frida’s mand Niels Thougaard, havde i øvrigt en ornecentral, et begreb, der vist ikke eksistere mere.

En urmager ikke at forglemme, som foruden værksted havde forretning med et stort udvalg i div. former for ure, samt pynt og andet tingel tangel i guld og sølv. Skomager Svend Petersen skal heller ikke glemmes, han havde foruden værksted også forretning med fodtøj i alle størrelser og for enhver smag. Ved siden af skomageren havde Hammershøj Møbelforretning til huse med hr. Nedergaards sadelmagerværksted bag ved. 

Sidst men ikke mindst Slagtermester Hermann Kristensen med butik og slagterhus bagved, og for de ikke kødspisende kom Nikolaj Lund rundt i byen en gang om ugen på sin cykel med anhænger fyldt op med fisk. Hvor han fik dem fra, ved jeg egentlig ikke, dog husker jeg han havde forfærdelig svært ved at komme forbi kroen, så serviceringen kunne til tider være ret så ustruktureret..

Hammershøj Apotek, også et smukt og solidt hus. I dag dog rimeligt genkendeligt!

Servicefagene var også pænt repræsenteret. Udover læge Knud Thomsen, var der selvfølgelig jordemoder Sigrid Bødker Pedersen, vist nok den sidste i rækken. Apotek var der også, med apoteker Schmidt og tilhørende personale. Til hovedet, frisørmester Person og Sigurd Larsen, damefrisør Anna Larsen og Astrid Lauersen, alle selvfølgelig med egen salon. Til kroppen, som tidligere nævnt skræddermester Herluf Nielsen, og specielt for damerne, syerske Agnethe Dalsgaard. Til formidling af lokalt stof var der Hagsholms bogtryk samt en mere, Erik Hansen, så vidt jeg husker. 

 

Et billede af Hammershøj midtby fra 1968. Hyldemosen er endnu ikke bebygget. I min tid stod en del af den altid under vand om vinteren, hvilket bevirkede, at vi havde alle tiders skøjtebane, når frosten satte ind.

 

Desforuden var der i byen en stribe af selvstændige håndværks-drivende, stort set alle med ansatte af både svende og lærlinge. Jeg kan nævne følgende: Smedemestre, Højsgaard og Tranekær. Vognmandsforretning, Anton Pind og Martin Nielsen. Murermestre, Eigil Dalsgård og Lindahl Lauersen. Snedker/tømrermestre, Lauersen og Jens Karl Bonde. Blikkenslager og sognerådsformand Agner G. Winther. Malermester, William Jensen (min far) som for øvrigt sideløbende havde farvehandel, samt Hans Antonsen, Malermester, som var udlært hos min far. 

Bødkermester, Adolf Hartmann var stadig aktiv i min barndom, han var vores nabo, og lavede smørdritler til mejeriet, ligesom der dengang stadig blev lavet trækar og baljer. Han startede hver morgen kl. 5, og hans hamren og banken var sød musik i mine øre i hele min barndom. 
 

Under min beskrivelse af Hammershøjs herligheder glemte jeg helt at fortælle, at i min tid var Hammershøj også stationsby. Mariager, Fårup og Viborg jernbane havde sit forløb lidt nord for hovedvej 16.  Her stationsbygningen, som i dag er ombygget til ukendelighed

 

 --------------------

Jeg kommer stadig til Hammershøj en gang eller to om året, egentlig har jeg ikke noget at komme der efter mere. Familien er død og borte, og mine venner, som jeg selv, er for længst fløjet fra reden. Ikke desto mindre har jeg en trang i mig til at komme tilbage i ny og næ. Byen siger mig ikke så meget mere efter alle disse år, men naturen omkring Hammershøj ligner sig selv, og kirkegården er for mig det skønneste sted. Her kender man de fleste, og det at gå en tur rundt og hilse på familie og de gamle bekendte, er en fredfyldt oplevelse. 

Hermed overleverer jeg billeder og fortælling til byens hjemmeside til interesserede læsere.
 
Det var oplevelser/betragtninger fra en tid, der ikke er mere, en masse skriverier, som måske ikke interesserer beboerne i dagens Hammershøj, men om ikke andet, har jeg selv haft stor fornøjelse af at lade tankerne flyve lidt tilbage.

Jess Marlo Jensen