Vedtægter for

Hammershøj Borgerforening

 

§1 Foreningens navn

Foreningens navn er Hammershøj Borgerforening

 

§2 Formål

Foreningens formål er:

At varetage Hammershøj borgernes interesser og at virke for egnens udvikling og velfærd med de til foreningens rådighed stående midler.

 

§3 Medlemmer

Alle der indbetaler kontingent til foreningen.

 

§4 Kontingent

Kontingentets størrelse fastsættes på den årlige generalforsamling og opkræves en gang årligt umiddelbart efter generalforsamlingen.

 

§5 Bestyrelsen

Bestyrelsens opgave er at varetage foreningens drift, og bestyrelsens medlemmer  vælges på generalforsamlingen for 2 år af gangen. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, og den konstituerer sig selv efter generalforsamlingen med formand, sekretær og kasserer.

Ved formandens forfald konstituerer denne en næstformand fra bestyrelsen.

Der vælges 4 medlemmer i lige år, og 3 medlemmer i ulige år. Der vælges desuden 2 suppleanter for 1 år ad gangen.

Der vælges hvert år 1 revisor

Bestyrelsen holder minimum 4 årlige møder.

Såfremt der ikke kan vælges medlemmer nok til bestyrelsen på generalforsamlingen, bemyndiges den resterende bestyrelse til at udpege evt. resterende medlemmer.

 

§6 Generalforsamling

Generalforsamlingen afholdes hvert år i marts måned, og den varsles 14 dage før og umiddelbart inden ved annoncering i den lokale ugeavis.

Alle medlemmer, der har betalt kontingent, er stemmeberettigede på generalforsamlingen, og der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Ham må ikke være medlem af bestyrelsen.

Dagsorden for generalforsamlingen

Valg af dirigent

Formandens beretning om foreningens virksomhed

Regnskab

Fastsættelse af kontingent

Valg til bestyrelsen

Valg af suppleanter

Valg af revisor

Indkomne forslag

Eventuelt

Medlemmer der ønsker at stille forslag til afstemning uden for den udsendte dagsorden, skal indsende deres forslag senest 7 dage før generalforsamlingen til foreningens formand.

Såfremt der er flere kandidater til Borgerforeningens bestyrelse, end der er ledige pladser, skal der være skriftlig afstemning.

 

§7 Ekstraordinær generalforsamling

Såfremt et flertal af bestyrelsens medlemmer, eller 10 af foreningens medlemmer skriftligt begærer det, skal der indkaldes til ekstraordinær generalforsamling.

Den ekstraordinære generalforsamling afholdes på samme måde som ordinære generalforsamlinger, og tidligst 14 dage efter den ordinære generalforsamling.

 

§8 Regnskab

Foreningens regnskabs- og kontingent-år følger det almindelige kalenderår.

Det påhviler kasseren at indkassere indtægter og betale de af bestyrelsen godkendte udgifter. Indtægter og udgifter føres i kasserapport.

Bestyrelsen kan uddelegere projekter til selvstændig regnskabsføring.

Hjemmesiden www.hammershøj-by.dk føres i et separat regnskab.

Før den ordinære generalforsamling skal den af generalforsamlingen valgte revisor have revideret regnskabet.

 

§9 Vedtægtsændringer

Til ændring af disse vedtægter kræves vedtagelse på generalforsamling med minimum 2/3 af de afgivne stemmer.

 

§10 Opløsning

Til opløsning af foreningen kræves vedtagelse på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger, hvor det forud for den ekstraordinære generalforsamling er varslet i dagspressen, at det handler om opløsning af foreningen.

Minimum 2/3 af de fremmødte medlemmer skal stemme for opløsning.

Ved foreningens opløsning stemmer den sidste generalforsamling anvendelsen af foreningens midler. De skal dog gå til almennyttige formål.

 

Disse vedtægter er vedtaget på generalforsamling 10. marts 2009